Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 50 Forældre
 

 

Forældre

SprogbrevetDR nr. 50<br> Maj 1990<br/> ved Erik Hansen

"40 % af børnene vokser op i hjem med kun én forælder" (TVA 3.5.90). Godt! Ordet forældre har fra begyndelsen været uden entalsform, og det har været umådelig upraktisk i mange forbindelser. (Prøv bare at formulere sætningen ovenfor uden at bruge entalsformen.) Især har læger og lærere haft hårdt brug for entalsformen og har på egen hånd indført den for længst. Nu er den omsider også kommet med i Retskrivningsordbogen.

Der er vistnok stadig dem der synes at en forælder lyder sært eller lidt komisk, men lad os for en gangs skyld se bort fra det: Entalsformen er så uundværlig at vi må vænne vore omgivelser til den. Hvorfor skulle vi ikke kunne sige en forælder når englænderne kan sige a parent?

Udtalen er med stumt d. Forælder skal altså rime på gælder og heller.