Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 50
 

 

SprogbrevetDR nr. 50

af Erik Hansen, maj 1990

Udtale

Medlemskontigent (TVA 21.4.90) skulle have været medlemskontingent, og det manglende n skyldes sikkert uvidenhed. I modsætning til en juris på Københavns Universitet (TVA 25.4.90); det manglende t skyldes for lidt omhu med udtalen.

Ligesom i når sonen går ned i samme udsendelse; der er nok ingen tvivl om at et l kort før et n om et par generationer er forvandlet til et n, men vi behøver vel ikke tage forskud på det i DR: sonen, Ponen, Journanen, udenrigshandenen, lastbinen, det offennige, ånens vandringer, svømmepønen, lygtepænen osv.

Thi kendes for ret er den traditionelle indledning til dommens afsigelse i retten. Vi har her thi i den gamle betydning 'derfor', og det skal ikke udtales som talordet 10 (TVA 28.4.90), men uden stød, altså som i "Jeg blev hjemme, thi jeg var for træt".

Navnet på den nye Uni-Bank blev udtalt rigtigt i TVA 30.4.90, nemlig med samme uni som i union. Men i TVA dagen før fik vi endnu engang navnet på halvengelsk: junibank.

Det hedder ikke tvangsaution (RA 30.4.90), og heller ikke tvangsaktion (RA 12.5.90), men tvangsauktion, med au og et k som kan høres. Og der er absolut ikke noget k i kaution! Det rigtige er altså auktion og kaution, og aktion er et ord som betyder 'handling'. Prøv at øve dig når du er i bad eller går en tur i skoven alene: aktionauktionkaution.

Retskrivning

Noget af det mest læste her i landet er teksterne til tv, og de folk der laver teksterne, udfører et næsten anonymt nationalpædagogisk arbejde: De skaber eller bekræfter folks forventninger om hvordan dansk skriftsprog ser ud.

Om man vil følge landets officielle retskrivning, er en privat sag – men altså netop privat, dvs. når man optræder som privatperson. Ifølge de ministerielle bekendtgørelser skal den officielle retskrivning, således som den kan findes i Retskrivningsordbogen, følges af alle offentlige institutioner og af skoler med eksamensret.

Det er jo muligt at Danmarks Radio ikke er en helt almindelig statsinstitution, men der kan ikke være grund til at antage at Danmarks Radio har krav på en særstatus mht. retskrivningen.

Det selvfølgelige råd til teksterne må derfor være at de skal følge Retskrivningsordbogen til sidste komma. Hvad ellers? Formålet med en retskrivning er at sætte personligt initiativ og kreativitet ud af spillet på et område hvor den slags normalt kun er til besvær. Både læsere og skrivere er bedst tjent med uniformering af stavningen, og teksterne har som landets mest læste skribenter et stort ansvar for vor retskrivning.

Dette betyder dog ikke at det ikke skal være tilladt at afvige fra Retskrivningsordbogen under ganske bestemte betingelser. Det kan en journalist eller en romanforfatter også få brug for. Nemlig når det drejer sig om at gengive udtaler der afviger fra det sædvanlige, og når disse afvigelser vel at mærke er en pointe. En person i en film kan fx være karakteriseret sprogligt ved snøvl, accent, dialekt, nervøsitet, vulgaritet osv. I den slags tilfælde bør udtaleejendommeligheder kunne antydes ved diskret afvigelse fra Retskrivningsordbogen: Nordponen, blir, osse, lissom, noen, allywl, diamentral, va mæ os? osv.

Men forudsætningen for at sådanne vigtige signaler når igennem, er naturligvis at det allermeste af teksten fremstår med ganske almindelig korrekt stavning. Der er ikke brug for individuelle afvigelser; de oplyser på forstyrrende måde noget om teksteren, men bidrager ikke med noget til filmen. Man bør derfor ikke skrive aa for å, man skal undgå akceptere, cacao og czekisk; og stavemåder som tredie, sejg, een og eet bør man se på med største afsky. Det gælder her om at vise professionel disciplin, ikke personlig udfoldelse. Sprogkonsulenten kan ikke bestemme hvad der skal ske i Danmarks Radio; men han kan sige sin mening når han bliver spurgt. – Og han bliver spurgt.

Tryk

Ordenes tryk er et stort problem når det gælder fremmede navne uden tradition i dansk. Hvordan kan man vide hvor trykket skal ligge i Seveso og Tjernobyl når de en tidlig morgen for første gang dukker op i telegrammerne?

Faktisk er der nogle få sprog som er til at stole på, og det kan man jo lige så godt benytte sig af. Det drejer sig om nogle europæiske sprog som konsekvent har trykket på første stavelse.

Tjekkisk: Novotny, Svoboda, Martinu
Ungarsk: Kosztolányi, Bakony-højderne, Bartok
Islandsk og færøsk: Akureyri, Tingvalla-sletten, Jóhannes
Finsk: Helsinki, Rautavaara, Kalevala

Budapest er nok ungarsk, men vi har gammel tradition for tryk på -pest, og det skal der selvfølgelig ikke laves om på. Og man skal ikke lade sig narre af accenttegnene, for de kan betyde meget andet end tryk: tjekkisk Janácek og islandsk Kristján. Her viser accenten noget om hvordan vokalen udtales, men trykket ligger på første stavelse som altid.

Snak og start

"Når vi så snakker om vore købstæder..." (P1 5.5.90). Her kunne man også have brugt tale; det ville have glædet mange lyttere.

Tale er det gamle nordiske ord, snakke har vi fået fra tysk allerede i middelalderen. Det skal vi kun være glade for, idet vi på den måde fik en nyttig betydningsnuance: tale er det neutrale ord, snakke betyder 'tale overfladisk, uhøjtideligt, uformelt'. Men dette fungerer jo kun hvis man skelner mellem de to ord. For tiden er snakke på stærk fremmarch og truer med at skubbe tale helt ud, og så ville nuancen gå tabt. Snakke er absolut ikke noget dårligt ord, men prøv at begrænse brugen til betydningen 'sludre', 'passiare'.

Noget lignende gælder forholdet mellem begynde og starte. Ganske vist er der forbindelser hvor de to ord ikke går hinanden i bedene: starte en bil, begynde at blive træt. Men ellers trænger starte sig på i disse år: koncerten starter med en Es-dur akkord, vi starter en serie udsendelser om..., starten på borgmesterens begravelse er kl. 14. Her ville begynde være på sin plads som det neutrale ord. Starte kunne man så bruge om maskiner, sportsfolk og andet rapt og voldsomt. Starte er et udmærket ord, som vi nødig ville undvære, men det skal ikke have lov til at slå begynde ud.

Hop i øvrigt ikke på den med at begynde er et godt gammelt dansk ord, som nu trues af det engelske starte. Begynde emmer af tysk, og vi har måttet affinde os med at det har fordrevet det gode gamle danske ord byrje. Det er ikke set på dansk grund siden begyndelsen af 1500-tallet.

Mindre og færre

En lytter har ringet og karakteriseret det som "idiotisk og for dårligt" at man to dage i træk i radioen har hørt om at der nu kommer mindre biler og cykler på gaderne. Det er måske lige hårdt nok sagt, men lytteren har naturligvis ret i at det er galt.

Det er et spørgsmål om mængde. Drejer det sig om noget tælleligt, bruger vi flere og færre: flere penge, flere elever, flere ulykker; færre biler, færre penge, færre vanskeligheder. Men drejer det sig om noget utælleligt, altså masser og den slags, skal vi have mere og mindre: mere havregrød, mere retfærdighed, mere cement; mindre vrøvl, mindre salt, mindre luft.

Siger man derfor "mindre biler på gaderne", altså om noget tælleligt, må man tro at mindre drejer sig om størrelsen, ikke om mængden, og betydningen bliver at Mercedes'erne nu udskiftes med Trabier.

Sprog som engelsk og tysk skelner ikke så fint som dansk, men bruger more og less, mehr og weniger om både det tællelige og det utællelige. Det kommer ikke os ved – lad os holde den sproglige standard!

Forældre

"40 % af børnene vokser op i hjem med kun én forælder" (TVA 3.5.90). Godt! Ordet forældre har fra begyndelsen været uden entalsform, og det har været umådelig upraktisk i mange forbindelser. (Prøv bare at formulere sætningen ovenfor uden at bruge entalsformen.) Især har læger og lærere haft hårdt brug for entalsformen og har på egen hånd indført den for længst. Nu er den omsider også kommet med i Retskrivningsordbogen.

Der er vistnok stadig dem der synes at en forælder lyder sært eller lidt komisk, men lad os for en gangs skyld se bort fra det: Entalsformen er så uundværlig at vi må vænne vore omgivelser til den. Hvorfor skulle vi ikke kunne sige en forælder når englænderne kan sige a parent?

Udtalen er med stumt d. Forælder skal altså rime på gælder og heller.

Kort

BemærkBemærk
Dette er en ældre artikel som indeholder oplysninger der ikke længere er i overensstemmelse med gældende retskrivning!

Den 29.4.90 oplystes det i programlæsningen på P1 at lytterne kunne vente en opførelse af Gustav Mahlers "Lieder eines fahrendes Gazellen". Hvis det overhovedet betyder noget må det være 'en fødende gazelles viser'. Det er muligt det er en kedelig og utaknemmelig opgave at sidde og læse programmer op, men man bør alligevel forsøge at holde sig vågen. "Lieder eines fahrenden Gesellen" skulle det have været: 'en farende svends viser'.

"Det var mere held end forstand at vinden blæste den rigtige vej i dag for fire år siden" (nemlig den dag da det gik galt i Tjernobyl, RA 26.4.90). En noget tankeløs brug af udtrykket. "Mere held end forstand" betyder naturligvis at en person ved et rent held undgår en ulykke eller opnår en fordel, selv om han ved tankevirksomhed kunne have sikret sig det samme. Men ligegyldigt hvor godt man tænker sig om, kan man ikke vende vinden.

"Brandbeskatning af befolkningen er ikke noget nyt" (P1 5.5.90). Ingen kan være i tvivl om hvad meningen var. Det er måske i virkeligheden klarere end hvis man bruger det rigtige udtryk, nemlig brandskatning.

"...chancen, eller om man vil: risikoen for lidt regn... Senere mulighed for byger" (TVA 6.5.90). Det må jeg sige! Der er efterhånden ikke mange der skelner mellem chance, risiko og mulighed. Smukt!

"En ud af hver fjerde er kriminel" (TVA 3.5.90). En bevidstløs sammenblanding af hver fjerde og én af fire.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.