Ret og rimeligt
Ordet rimelig har fået en ny brug i de senere år. Tidligere kunne det som forstærker kun bruges i forbindelse med noget positivt: rimelig tilfreds, rimelig hurtigt, rimelig billig. Man kunne tale om en rimeligt kold øl, men absolut ikke om en rimeligt kold kop kaffe. Det nye er at ordet nu også bruges i forbindelse med noget negativt: en rimelig fattig familie, vi frøs rimeligt mens vi ventede på bussen, naboen blev rimeligt gal i hovedet, det blev en rimelig dyr ferie.
Det er det samme der er sket med ret og temmelig. Tidligere kunne disse ord kun bruges ved det positive: ret god, temmelig flittig; men nu kan de jo bruges til det hele: ret dårlig, temmelig doven. Det er der ingen der fornemmer noget særligt ved, og sådan kommer det måske også til at gå med den nye brug af rimelig. Men indtil nu er mange meget irritererde over den, og det er et godt argument for at være konservativ lidt endnu.

