Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 48
 

 

SprogbrevetDR nr. 48

af Erik Hansen, marts 1990

Udtale

BemærkBemærk
Dette er en ældre artikel som indeholder oplysninger der ikke længere er i overensstemmelse med gældende retskrivning!

Told- og Skattestyrelsen (TVA 18.2.90) skal udtales så man kan høre at der er bindestreg efter Told-, dvs. uden stød. Der skal altså være tydelig forskel på udtalen af told i forbindelserne told og moms og Told- og Skattestyrelsen.

Ordet dumpe, som betyder 'kaste affald i havet', kan udtales helt på dansk, så det rimer på rumpe og har samme udtale som det ord der betyder 'falde igennem ved eksamen'; det tilsvarende navneord bør være dumpning, med samme udtale af vokalen. Man kan også vælge den engelske udtale, således at dumpe rimer på rombe (den geometriske figur); hertil svarer navneordet dumping, altså uden n og med samme vokal som i rombe.

Det tyske ord Stadt, som betyder 'by', udtales med kort a; det rimer altså perfekt på kat. Ordet Staat, som betyder stat, har derimod langt a, som man kan se på stavemåden. Der er ikke noget der hedder Theresienstaat (P1 10.3.90), der skal være Theresienstadt.

Udtalen af tredje er ikke noget problem. Men hvorfor så skrive "Den tredie mand" (TV progr. oversigt 23.2.90), når tredje nu har været det eneste korrekte i de sidste 35 år?

"...den franske filminstruktør Roger Vadim" (P1 17.2.90). Jamen, når manden er fransk, hvorfor skal hans navn så absolut udtales på en slags engelsk: rådjå? Der er andre sprog i verden end engelsk og dansk!

Økonomisk kaos

I reportager og kommentarer om forholdet mellem DDR og den Tyske Forbundsrepublik hører vi tit om planerne om økonomisk forbund eller union. Det er vistnok det samme som det der lige så tit kaldes valutaunion. Men er det også det samme man mener med ordet møntunion? Og er en møntunion det samme som en monetær union?

Hvis der virkelig er tale om fire forskellige begreber, så må vi leve med de fire betegnelser og se at få dem lært. Men hvis der er flere ord end der er begreber her, så burde nyheds- og orienteringsfolkene se at blive enige om at kassere de overflødige betegnelser. Det er svært nok for os lægfolk i forvejen.

Sprogbrevet formidler gerne et sæt definitioner og et dekret om hvad der skal gælde for den rette sprogbrug.

At eller å?

Noget af det som lyttere tiest kritiserer hos DR's medarbejdere, er udtalen af at som å – altså samme udtale som af og: Vi prøver å blive færdige – nu er det tid til å tage en pause. Som så meget andet udlægges å-udtalen i reglen som udslag af tidens almindelige sløseri og forfald.

Det skal man ikke tro på!

Udtalen af det skrevne at som å foran navnemåde er aldeles ikke noget nyt. Vi har sikker viden om at det har været almindeligt helt tilbage til midten af 1200-tallet, se fx dette citat fra Henrik Harpestrengs lægebog: "Giuær man purløk mæth uuin oc drikkæ thæn thær skad ær af hugorm..." (giver man purløg med vin å drikke (til) den der skadet er af hugorm). Ikke sandt: oc drikkæ i stedet for at drikkæ, og der er rigeligt med eksempler fra tiden og fra de efterfølgende århundreder op til vor egen tid. Udtalen å har simpelthen været den rigtige og naturlige næsten så længe det danske sprog har eksisteret, og det havde været fornuftigt, lige som nordmændene at tage konsekvensen og skrive det å. Først engang i dette århundrede har læseudtalen a(t) bredt sig, og dermed er den vrangforestilling opstået at der skulle være noget galt med udtalen å. Sært nok er der endnu ingen der har fundet på at vi burde udtale t'et i det, f'et i af eller d'et i hende, men det kommer jo nok!

De fleste af os siger a(t) indimellem, fx i forbindelser som så at sige eller når vi taler meget langsomt og tydeligt, og det er absolut ikke forkert; men lad os med god samvittighed stå fast på å som det normale og naturlige – og som vor historiske ret.

Lyt dog til kongelige skuespillere, til optagelser med Poul Reumert, til dronningen, ja til Ole Emil Riisager - de siger alle sammen å! Hvad kan vi forlange mere af autoritet?

Fanden og hans pumpestok

I en udsendelse på P1 (6.3.90) fik vi at vide at man ikke kender oprindelsen til udtrykket Fanden og hans pumpestok. Det er ganske rigtigt hvad ordbøgerne oplyser, men læser man i det lille blad Nyt fra Sprognævnet nr. 10 (1973) får man faktisk et godt bud på en forklaring: I det latinske dåbsritual forekommer følgende passus: "Abrenuntias Satanae...et omnibus pompis ejus" dvs. "Forsager du djævelen og alle hans gerninger?". Pompis er en bøjningsform af pompa, som betyder 'optog, følge' eller 'pragt og herlighed', tænk på pomp og pragt. Man kunne sagtens forestille sig at det latinske udtryk er blevet fordansket af pjattede og respektløse latinskoledrenge for mange hundrede år siden.

Denne forklaring på Fanden og hans pumpestok er ikke stensikker. Men det er den bedste man har, og under alle omstændigheder er den så god at den fortjener at blive husket!

Falske venner

"...gartneren som håndterer planterne i sit daglige arbejde" (TVA 4.3.90). Det er ikke første gang man hører denne brug af håndtere, men den virker stadig lidt vel svensk (eller amerikansk). På dansk håndterer man redskaber (spader, skrivemaskiner, biler osv.), ikke planter. Men jeg vil da gerne indrømme at det ikke er så ligetil at erstatte håndtere med et enkelt ord i eksemplet ovenfor.

I RA 1.3.90 oplystes det at præsident Bush havde betegnet en storpolitisk kontakt som en konstruktiv konversation, mens sovjetiske kilder blot kaldte den en gavnlig meningsudveksling. Normalt vil en konversation være noget mere overfladisk end det man betegner som en meningsudveksling; det er derfor meget forvirrende at det her er omvendt. Det hænger selvfølgelig sammen med at det engelske conversation som sædvanlig er blevet oversat til konversation. Havde man oversat ordet rigtigt, nemlig til samtale, havde der ikke været noget problem.

Nordiske talord

I den nordiske musikquiz Kontrapunkt bruger danskerne for det meste talord som tresserne og halvfjerdserne. Det er forkasteligt i nordisk sammenhæng. De fleste af vore nordiske brødre forstår overhovedet ikke de danske talord, og de få der har lært dem, kan i reglen ikke klare dem i flugten. Altså nitten hundrede femtitre, seksten hundrede firti otte, sekstiårene, syvtiårene osv.

Men husk endelig at 20 hedder tyve. Toti er en underlig kunstig dannelse, formentlig opstået ved gensplejsning i bankverdenen, og nordmænd og svenskere forstår ikke ordet. Skriv toti på checks og girokort, men sig tyve når du taler nordisk.

Anden eller tredje person?

Efter at udsendelseslederen havde oplyst emnet og sin samtalepartners navn, sagde han: "Jeg sidder i Holstebro, og du sidder i studiet i København" (P1 9.3.90). Det er absolut nødvendigt at meddele lytterne at samtalepartnerne ikke kan se hinanden, for det giver altid nogle små forstyrrelser undervejs. Men problemet er dette du, som her er kommet i klemme mellem to sproglige samværsregler.

Vi følger normalt en regel der siger at de tilstedeværende alle deltager i samtalen. Man kan tale med de tilstedeværende, men det er uhøfligt at tale om dem. Det er det der gør at studieværten siger du fra Holstebro til København; han synes ikke han kan sige: "...og hun sidder i studiet i København". Men på den måde kommer man i konflikt med en anden samtaleregel, nemlig den der siger at man ikke skal fortælle folk noget de ved i forvejen, fx hvor de selv befinder sig, hvad de hedder, og hvad deres erhverv er.

I situationen samtale eller interview skal man altså vælge mellem 2. person (du, De) og 3. person (han, hun), og uanset hvad man gør, overtræder man en af reglerne.

Den skæve du-anvendelse er meget almindelig både i radio og tv: "Anders Hansen, du er født i Ringkøbing, men voksede op hos dine bedsteforældre i Haderslev. Som 14-årig kom du i lære hos karetmageren i Vamdrup, men så snart du var udlært, rejste du til Sydamerika". Det lyder meget kunstigt. Selvfølgelig kan man i du-form sige noget til en, som han udmærket ved i forvejen: "Anders Hansen, du udtalte til Politiken i går at du er imod selskabsskatten." Det er bare lige for at tjekke at parterne er enige om udgangspunktet.

Men de lange redegørelser bør man holde i tredje person, altså med han eller hun: "Anders Hansen er født i Ringkøbing, men voksede op hos sine bedsteforældre...". Gæsten i studiet ved udmærket godt at det ikke er en helt almindelig samtale der er i gang, han føler sig ikke det ringeste stødt over at være sat uden for samtalen et øjeblik, og vi undgår på den måde grov vold med du eller De.

Kort

"15 mio. kr. vil blive fordelt til de, der har lidt skade under stormfloden" (TV-tekst 22.2.90). Nej: til dem, der... Jeg ved godt at det er håbløst at forlange den klassiske regel om fordelingen af de og dem overholdt, men af hensyn til talrige ophidsede lyttere og seere er jeg nødt til at kunne dokumentere at jeg prøver.

"Hvordan anser du disse planer?" (TVA 1.3.90). Det er næsten som en politiker kunne have sagt det – så forkrampet at det knap nok er dansk. Nyt forslag: "Hvad mener du om disse planer?" Så let er det faktisk!

"Han har fået prisen for den bedste jazz-opførsel" (P2 23.2.90). Det kunne strengt taget have givet mening, men sammenhængen viste at det skulle have været opførelse. Ordet opførsel betyder 'adfærd, fremtræden, manerer', opførelse betyder 'fremstilling, udførelse' fx af musik eller dramatik.

"Nordisk Råd må bekende sin besøgelsestid" (RA 27.2.90). Nej, man skal kende sin besøgelsestid, som der står i Lukas 19,44. Udtrykket betyder 'være klar til at rykke ud el. slå til'.

"Husene lejes ud for mellem 10 til 14 tusind kr. per uge" (TVA 4.3.90). Nej! Enten for 10 til 14 tusind eller for mellem 10 og 14 tusind.

"Stormagterne skal skære ned på sine styrker" (RA 1.2.90). Der er ikke noget naturstridigt i sine henvisende til flertalsord, men forkert er det altså!

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.