Petitjournalistik
Noget af det mest karakteristiske ved bagsidejournalistik, er bestræbelsen for at skrive ganske almindelige ting med snørklede omskrivninger som slet ikke er begrundet i den smule indhold der er. Hovedprincippet er: Sig ikke tingen ligeud!
Vi finder det også i DR. Hvad mening er der i at tale om en stor pose penge til Østeuropa (TVA 19.1.90)? Er dette udslidte udtryk bedre end en stor sum? I mellemtiden har verden ændret sig – som den jo har for vane at gøre (P1 13.1.90). For det første har verden ingen vaner, for det andet er tilføjelsen helt intetsigende. Og se engang her: Han er et af de store dyr i de sidste års tyske kunståbenbaring (P1 20.1.90). I petitjournalistikken trækker det ene ord bevidstløst de andre med sig: Skal man skrive sove, bliver det sove i timen, man kan ikke skrive enlig uden at det bliver en enlig svale, noget kan ikke være spredt slet og ret, det skal altid være noget med spredt fægtning, opgive kan man slet ikke uden ævred, og man siger ikke stor uden at trække det store dyr med ind, selvom sammenhængen intet har med Johannes' Åbenbaring at gøre.
Vil man afvige fra sund og naturlig sprogbrug, skal der være en begrundelse. Se her et godt og frisk eksempel: "Det er en udvikling – slæden er kørt!" sagde Jonathan Motzfeldt i TVA 14.1.90.
