Ejefald
Som hovedregel ender navneord på -s i ejefald: julelampens skær, Jansons fristelse osv. Ord, der ender på -s, -z eller -x, danner ejefald med ' (apostrof) eller 's: et stearinlys' farve eller et stearinlys's farve, Karl Marx' ukendte brødre eller Karl Marx's ukendte brødre osv.
Men man må ikke som en tekster i TVA 26/11 sætte USA's præsident i genitiv blot med en apostrof: Bush'. Man skal skrive Bushs (tale). Og så skal DR naturligvis holde sig fra at følge de tendenser i tiden, der vil forsyne almindelige sagesløse danske ord (navnlig navne) med apostrof-s: "lb's delikatesseforretning", "svigermor's frikadeller" osv.

