Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 44 Sprogprisen
 

 

Sprogprisen

af Jørn Lund, november 1989
af Jørn Lund, november 1989

For tredje gang kunne generaldirektør Hans Jørgen Jensen hænge den gyldne mikrofon om halsen på en medarbejder, der har gjort det danske sprog – og Danmarks Radio – den tjeneste at udtrykke sig godt.

Bedømmelseskomiteen komplimenterede generelt TVA's studieværter for deres sprog og sprogbrug, men udtrykte naturligvis en særlig anerkendelse af Lis M. Frederiksens indsats.

Der er et indbygget problem i funktionen som nyhedsformidler: Det personlige engagement har ikke noget stort råderum. Det er endda lige ved at være et kommunikationsproblem, for personligt engagement hjælper forståelsen på vej. Hvis et andet menneske tillægger et emne stor betydning, spærrer man ørerne op. Det er næsten en pædagogisk grundlov, at man kun kan undervise godt, hvis man selv er optaget af det, man har med at gøre. Et menneske, der har noget på hjerte, hjælpes altså godt på vej som sprogbruger. Men studieværten skal være udstyret med en ikke ringe selvkontrol – af let forklarlige grunde.

Funktionen som nyhedsoplæser er også krævende på det sproglige område. Man skal have fornemmelse for, hvad der er lettilgængeligt, og hvad der er svært. Og så skal man kunne læse godt op, hvad kun få er i stand til. For oplæsning er ikke ren teknik. Naturligvis skal man være sikker i ordgenkendelse, have et passende tekstoverblik, kunne undgå distraherende fejllæsninger osv.; det er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser.

Der indgår nemlig også et moment af fortolkning i processen, og hvis man ikke forstår teksten, kan man ikke læse den ordentligt op. Det går let galt med betoninger (tryk), pauser, tonegang osv., og formidlingen kommer til at savne autoritet.

Oplæseren skal med andre ord både være teknisk sikker og sagkyndig for at være professionel. Og så er der det svært definerbare begreb 'sproglig musikalitet', der for tv-oplæseren også skal ytre sig som en harmonisk beherskelse af samspillet mellem det verbalsproglige og det kropssproglige; blikkontakt og gestus er vigtige momenter i helheden, og hvis man er usikker, kommer formidlingen til at savne prægnans.

Lis M. Frederiksen er professionel uden at virke umenneskelig, nærværende uden at være anmassende, venlig uden at være leflende, og hun er som nyhedsformidler optaget af at 'sælge' – ikke sig selv, men nyhederne. Sprogbehandlingen er præget af omhu, men virker ikke skolet eller unaturlig. Hun har sin generations rigsmålsudtale, og den står hun ved.

Det er ikke ret lang tid siden, at man betragtede det som utænkeligt at anvende kvindelige nyhedsoplæsere. Det ville gå for hårdt ud over troværdigheden, hed det sig. Det tør siges, at vi er blevet klogere. Men længe var mange mænd tilsyneladende også bekymrede for, om kvinder var tilstrækkeligt æstetisk udviklede til at kunne gøre fyldest.

I midten af halvfjerdserne interviewede jeg til brug i en udsendelse om sproget i Danmarks Radio en elskelig gammel rektor, P.O. Boisen, der i sin tid havde haft med radioens engelskundervisning at gøre. Han var kritisk over for sprog og udtale i DR, og det var hans faste overbevisning, at de kvindelige medarbejdere var de største sprogvandaler. For mit indre øre spøger stadig sætningen "Det forekommer mig, at det er damerne, de kvindelige medarbejdere, der vulgariserer sproget mest." På båndet kan man, pinligt nok, høre den ungdommelige interviewers diskrete, men umiskendeligt undertrykte latterbrøl.

I dag er glæden ublandet. Til lykke, Lis M. Frederiksen!

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret