Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 43 Lobbyist
 

 

Lobbyist

af Jørn Lund, oktober 1989
af Jørn Lund, oktober 1989

Dette ord var ikke kendt af ret mange for bare få år siden, og for de fleste har ordet været negativt ladet. Lobbyisme var en mindre pæn vej til indflydelse, en skjult, undertiden lyssky aktivitet, som pæne mennesker holdt sig fra. Begrebet befandt sig et sted på den dunkle skala mellem de almindelige pamperteknikker og den moralsk og juridisk anfægtelige adfærd.

Ordbøger fra 80-erne taler om 'luskepolitik' og 'underhåndsaftaler', om 'korridor og bagtrappepolitik' osv.

Derfor virkede det stærkt, at en række tilsyneladende redelige mennesker i underteksten i TVA for nylig var forsynet med stillingsbetegnelsen lobbyist.

Det ser ud til, at lobbyisme hurtigt er blevet stuerent; i erkendelse af de uformelle informationsudvekslingers betydning har mange taget ordet ind i varmen. Men for mennesker på større afstand af mødelokaler, restauranter, barer, kontorer og repræsentationslokaler, fx i Bruxelles, er det altså heller ikke sket endnu.

Derfor kunne man forsyne ordet lobbyist med synlige eller hørbare anførselstegn og tale om de 'såkaldte lobbyister'. Det er en udmærket overgangsløsning. Jeg skal i øvrigt ikke gøre mig klog på, om ordet i den nye betydning har fortjent varig status i det danske sprog. Men jeg tænker naturligvis mit.

Måske er det rimeligt at anvende ordet i forbindelse med de funktioner, de pågældende mennesker varetager, men jeg vil indtil videre gerne anholde brugen af ordet som stillingsbetegnelse. De færreste har vel ordet på deres visitkort eller ser det på deres lønseddel. Der er tale om en fællesnævner for nogle aktiviteter, en lang række embedsmænd, funktionærer, informationschefer, konsulenter, korrespondenter osv. beskæftiger sig med.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret