Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 107 Nøden er stor
 

 

Nøden er stor

af Erik Hansen, august 1995
af Erik Hansen, august 1995

"Nøden [i Bihac-området] er stor. Et brød koster 12 kroner" (RA 9.8.95). Tja, det må man også give for et brød hos vores lokale bager henne på hjørnet, så prisen fortæller i sig selv intet som helst om nøden i Bihac. Det er i det hele taget et problem at oplyse beløbsstørrelser hen over tids- og landegrænser. Hvad siger det os egentlig at den årlige gennemsnitsindkomst i Octogonien er 1400 kr., eller at en syerske i den Borealske Folkerepublik tjener 2,40 kr. på en 12 timers arbejdsdag? Måske nok at det er et sølle beløb, men hvor sølle?

Selv når man sammenligner priser og lønninger i samfund som ligner hinanden, er de rå tal ret intetsigende. Det er let at stille en dansk og en nordtysk tømrersvends overenskomstmæssige løn op over for hinanden. Men skal sammenligningen give mening, må man have mere at vide. Hvor høj er skatten? Betaler man for at have sine børn i skole? Koster det penge at ligge på hospitalet? Er der moms på fødevarer? Så der er ikke megen oplysning i at en fransk arbejder o. 1789 tjente 15 sou om dagen - ikke før man får oplysningen at et brød dengang kostede 12 sou (P1 10.8.95)

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret