Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR SprogbrevetDR nr. 107 Mord og bøddel
 

 

Mord og bøddel

af Erik Hansen, august 1995
af Erik Hansen, august 1995

Henrettelse er legal aflivning af mennesker efter rettergang og domfældelse. Det er derfor helt urimeligt at kalde myrderierne i det tidligere Jugoslavien for henrettelser (fx. RA 9.8 og 10.9.95). Det er mord slet og ret, og det bør det kaldes!

Og så er det mærkelige ord krigsherre dukket op igen, formentlig en oversættelse af war lord. Ordet findes dog i danske ordbøger, men med en påfaldende vag definition, og de fleste danskere forstår det ikke. Hvad er egentlig en krigsherre? Det må være den øverstbefalende over en privat eller illegal militærenhed. Med andre ord en bandefører, gangsterchef eller militsleder. Krigsherre er lige ved at lyde som om det var et hæderligt erhverv. Så der er mange gode grunde til at kassere dette ord.

En meget vellykket fornyelse er udtrykket etnisk fordrivelse (RA 14.8.95) til afløsning af etnisk udrensning. Det sidste udtryk tager jo parti for den rå volds repræsentanter og legaliserer sprogligt deres adfærd: det man renser ud, er skidt og forurening.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret


Disse artikler kunne måske også have interesse