Kort

af Erik Hansen, marts 1995
af Erik Hansen, marts 1995

"Det gælder om at løse de store politiske spørgsmål, udtaler Jörg Haider" (P1 7.2.95). Det kan selvfølgelig være at det er den østrigske højrefidus der står bag denne formulering, men alligevel: spørgsmål er noget man besvarer, ikke løser. Det er problemer man løser.

"Den såkaldte real i Brasilien" (P1 19.2.95). Nej, den brasilianske møntenhed hedder real, det er ikke bare noget den kaldes.

"Orientering taler blandt andre med professor NN fra USA" (P1 18.02.95). Meningen var 'Orientering taler med bl.a. professor NN', men egentlig blev det sagt at Orientering var blandt dem der talte med professoren.

"Det har vakt furore at hiv-døde ikke bliver syet sammen efter obduktionen" (TV-A tekst 24.2.95). Ikke noget heldigt ordvalg: furore bruges mest i betydningen 'voldsom begejstring', fx om en teaterbegivenhed. Meningen var vel 'forfærdelse'.

"Urolighederne på Nørrebro 18. maj forrige år" (TV-A 28.2.95). Forrige er et af de ord hvis betydning vi ikke kan blive enige om: er forrige år 1994 eller 1993? De begivenheder der var tale om, fandt sted i 1993, men tekstningen havde 1994! Jeg advarer mod at bruge forrige, og man kan altid klare sig på anden måde, fx ved at bruge årstal eller ved at sige sidste år eller for to år siden.

"Bestikkelsespengene flyder angiveligt" (TV-A 12.3.95) giver os samme problem, idet angivelig for nogle betyder 'efter sigende' for andre 'bevisligt'. Man havde ikke en chance for at vide hvad meningen var.

I RA 8.3.95 kl. 7.00 hørte vi endnu engang klicheen om dollarens styrtdyk. Men allerede kl. 8.00 var det rettet til dollarens kraftige fald. Bravo!

"Selv hvis koordinationen er i orden, så banker næste flaskehals på" (TV-A 9.3.95). Det er naturligvis OK at bruge sproglige billeder, men der skal være en intellektuelt acceptabel sammenhæng. Det sikreste er nok at nøjes med at bruge ét billede ad gangen.

"I fire programmer fortæller både stjerner og dem, der håber på at blive det om sex, glamour, penge, magt og frygt" (trykt ugeprogram 11. uge). Det korrekte i denne forbindelse er faktisk de, der..., men mindst halvdelen af alle danskere synes at dem, der... lyder naturligere. Så ligegyldigt hvad man skriver, er der nogen der gør vrøvl. For resten mangler der også et komma.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret