Elektronisk Sprogbrev
Sprogbrevet udkom første gang i 1985, og med nr. 100 er der altså udsendt 400 sider betragtninger, råd og kritik af sproget i Danmarks Radio. Som sagt har vi kunnet glæde os over mange positive læserreaktioner. Men selvfølgelig er der også dem, der er ligeglade med Sprogbrevet, hvad de er i deres gode ret til. Og der er også nogle, som er uenige med Sprogbrevet, men dog næppe i alt.
Uanset hvilken holdning man har til Sprogbrevet, kan der blive brug for i det daglige at slå op og se, om der står noget, man kan bruge, eller om man hellere skal gøre, som man plejer.
Det bliver lettere nu, for omkring nytår vil alle 100 numre af Sprogbrevet foreligge på diskette. Nærmere besked følger.

