Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 41 Mord og drab
 

 

Mord og drab

Sprogbrev nr. 41<br> August 1989<br/> ved Erik Hansen & Jørn Lund

I forbindelse med gidselkrisen i august har der været stor usikkerhed mht. brugen af ordene henrette, myrde, dræbe og de tilsvarende henrettelse, mord og drab.

Lad os først slå fast, at henrettelse er en straf, som er idømt af en domstol. Henrettelse behøver absolut ikke at have at gøre med retfærdighed, men altså nødvendigvis med lov og dom. Der er derfor ikke tale om, at gidslet bliver henrettet – uanset at aflivelsesmetoderne minder om dem, der bruges ved henrettelser.

Man kunne så bruge mord og myrde, som det også er gjort i DR. Men hvis en henrettelse er en lovlig aflivning, så er et mord en forsætlig, ulovlig aflivning, og det vil sige, at man ved at bruge mord og myrde i en vis forstand tager stilling til skyldsspørgsmålet.

Likvidering og likvidere har også været brugt. Det var de ord, der blev brugt om stikkerdrabene under besættelsen 1940-45. Associationen er ulovlige, men retfærdige drab udført af frihedskæmpere, og ordene er derfor langt fra neutrale.

De bedste ord i disse uhyggelige forbindelser er dræbe og (gidsel)drab. De er præcise, saglige og neutrale.