Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 4 Udtale
 

 

Udtale

af Erik Hansen, december 1985
af Erik Hansen, december 1985

Markedsforskningsinstituttet Observa er et dansk foretagende, og dets navn skal derfor udtales som det staves: obsǽrva, og ikke som om det var engelsk (obsööva).

Det er straks sværere med koncern. Man hører både den engelske udtale (og det er et engelsk ord): konsöön, en halvfordansket med stød, så ordet rimer på ørn: konsørn – og endelig den mest udbredte: konsærn. Denne udtale svarer til den traditionelle udtale af franske ord i dansk, fx koncert. Trods ordets oprindelse i engelsk må man nok anbefale denne sidste udtale (konsærn): den giver den bedste overensstemmelse med skriften, og bøjningen af ordet går glat.

Dramatisk bør udtales med langt a, sådan at ordet kommer til at rime på automatisk eller fanatisk. Men altså ikke på grammatisk, som har kort a foran -tisk.

I sidste Sprogbrev var vi inde på den sovjetiske partisekretærs fornavn, men der er også dem der er lidt i tvivl om efternavnet Gorbatjov – det er især det første o det drejer sig om. Det er rigtigt at det ikke er så ligetil hvordan det der skrives som et o skal udtales i russisk (fx udtales Odessa som adessa). Men vi har lang tradition for at vi i dansk gengivelse udtaler et o som vi ville have gjort det i et dansk ord. Altså skal første stavelse i Gorbatjov udtales præcis som går i (solen) går (ned).

Af en eller anden grund har vi fået tradition for fransk udtale af navnet på Chiles præsident Pinochet: pinosjé. Men da Chile er et spansktalende land, havde det vel egentlig været mest naturligt at vælge en spansk udtale: pinåtjæt, med tryk på sidste stavelse. Er den franske udtale så indarbejdet at det er for sent at skifte?

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret


Disse artikler kunne måske også have interesse