Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 38 Kort
 

 

Kort

af Erik Hansen, april 1989
af Erik Hansen, april 1989

"En lønforhøjelse på 1,25 kr. mere i timen" (RA 30.3.89). Dette mere er både overflødigt og meningsløst. Derimod kunne man fuldt korrekt sige "Smedene har fået en lønforhøjelse på 1,25 kr. mere i timen end den bagerne fik."

Sound track er øjensynlig det normale udtryk blandt fagfolk om lydsiden af en film, afspillet uden billederne. Men det er et ret besværligt engelsk ord for mange, så var der noget i vejen for at sige lydspor? (P1 25.3.89).

Lovsjaskeri blev der talt om i RA 27.3.89. Det har nu altså ikke noget med vand at gøre, og den normale form af klicheen er lovjaskeri.

I RA 23.3.89 fortalte man om folk der var afhængige af at spise nerve- og sovepiller. Er det en rimelig brug af spise? Burde det ikke snarere være indtage eller endnu bedre tage? Ordet spise bruges mest om nærings- og nydelsesmidler, men ikke så tit om medicin.

I TVA 13.4.89 blev en interviewet præsenteret i teksten som skolelærerinde. Lærere af begge køn hader denne betegnelse, også selvom de er ansat ved skoler, og lærer er så at sige altid tilstrækkeligt. Lad os dog imødekomme lærerne ved at afskaffe skolelærer(inde).

"... de offentligt ansatte" hed det i TVA 7.4.89 både i tale og tekst. Bravo! Det er længe siden vi har hørt den korrekte udtryksmåde.

"... en udsendelse omkring forskningen omkring den menneskelige arvemasse" (programlæsn. TV 6.4.89): Virkelig en omkringsiggribende kliché, må man sige.

"Hvad mener du om det vokseværk der er kommet i byens kulturliv?" (TVA 6.4.89). Det drejede sig om den succesrige grøde i den århusianske kultur, så vokseværk er meget dårligt valgt. Ordet betegner ledsmerter og andet ubehag hos unge mennesker i puberteten når de vokser meget hurtigt. Altså i sammenhængen et uheldigt valgt billede.

"Ca. 2 km. fra en kejserpingvinkoloni" (TVK 31.3.89). Husk at der ikke skal forkortelsespunktum efter metersystemets forkortelser. Altså kg, l, km, cm, hl, g osv. Men: kr., ø., lb., sch., sfr. osv.

"Dronningen accepterede en invitation fra Gorbatjov til at besøge USSR" (TVA 7.4.89). Nej, hun tog imod invitationen, uanset om der har stået accepted i det engelske telegram.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret