Vy søs vød fømtydden
Visse observationer kunne tyde på, at der er tendenser til runding af vokalerne i, e og æ i moderne dansk. Ikke sjældent hører man udtalen føm og fømten i stedet for fem og femten, jeg ved en lærkerede kan blive til jeg vød øn lørkerødde, tid bliver til tyd, kemi til kømy. Om det bliver ved ansatserne, ved (vød) jeg ikke, men DR's medarbejdere bør indtil videre styre sig.
Den store danske sprogforsker Otto Jespersen (1860-1943) bemærkede i øvrigt, at mange mennesker runder vokalerne, når de taler til børn: Myn lylle vøn lyder mere fortroligt end min lille ven osv. Men konsekvent brug af sådanne udtaler vil føre til utallige sammenfald i sproget. Fi for en ulykke.

