Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 31 Happy Ending
 

 

Happy Ending

af Jørn Lund, september 1988
af Jørn Lund, september 1988

Under transport fra lufthavnen blev jeg tvangsindlagt til at høre 10 minutters radio, der formede sig som en tilsyneladende endeløs monolog. Medarbejderen gav udtryk for en bedreviden på snart sagt alle områder. Så var vi i indenrigspolitikken, så blev verdenssituationen "sat på plads", navngivne personer blev hængt ud som "idiotiske" på et noget løst grundlag; det hele virkede som 1980'ernes udgave af "Den politiske Kandstøber". Fremstillingsformen var præget af en henkastet mundtlighed uden antydning af selvkritik. Møjsommeligt fik jeg hentet lommebogen op fra kuffertens dyb, og hurtigt blev pennen rødglødende, for det vrimlede med formelle fejl, ordforvekslinger mv.

Pludselig ændrede udsendelsen karakter, for vor helt gav sig til at fortælle om et tilbud på oksehøjreb, og jeg fik at vide af "min ledsager" (som det hedder i avisernes ædespalter), at der var tale om en privat sender. Hurtigt smækkede jeg lommebogen i og sendte varme tanker til DR's medarbejdere, der trods undertiden pressede arbejdsvilkår viser sproget større omhu og praktiserer en mere udbredt selvkritik. Begge dele er der brug for, hvis fremstillingsformen skal blive endnu bedre.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret