Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 31
 

 

Sprogbrev nr. 31

af Jørn Lund, september 1988

Ukyndighed eller distraktion

De fleste sprogfejl har som baggrund, at den talende eller skrivende mangler kendskab til reglerne for opbygningen og brugen af sproget, eller at sprogbrugeren ikke er omhyggelig. Bliver man gjort opmærksom på distraktionsfejl – mellem venner: sjuskefejl – reagerer man med et "Nå, ja selvfølgelig". Drejer det sig derimod om ukyndighedsfejl, siger man "Nå! Det anede jeg ikke". I sidste tilfælde er modgiften ny viden, studier, belæring. Distraktionsfejl må derimod forebygges med ændrede arbejdsvaner og -vilkår. Medens faglig indsigt modvirker ukyndighedsfejl, må man gribe til (sprog)psykologiske foranstaltninger for at begrænse distraktionsfejlene. Alt for sjældent skelnes der klart mellem de to typer. Alt karakteriseres uspecificeret som 'sprogfejl'.

Der ligger ukyndighed bag udtrykket 'Folkeskolens Adgangsprøve' (RA 25/8). Det hedder Folkeskolens Afgangsprøve. Der ligger også ukyndighed bag brugen af udtrykket Hymnens lænker. Bryllupsguden hed Hymen. – I en kulturudsendelse (25/7) taltes der om specielle "ritueller". Det hedder ritualer. Og det hedder stadig hverken "kauktion" eller "garnision" (RA 18/8), men kaution og garnison.

Mange af sprogbrevenes bemærkninger tager sigte på at formidle viden om sprogregler. Men vi vil også gerne generelt skærpe opmærksomheden over for sproget, blandt andet for at undgå en del af distraktionsfejlene. Tilfældige fortalelser omtaler vi kun sjældent.

Der ligger manglende omhu bag det sproglige udtryk, når man bruger takket være og på grund af som synonymt. Man kan ikke tale om 'flere hospitalsindlæggelser end ventet, takket være aids' eller 'mange butikslukninger takket være Kartoffelkuren'. Mindre heldigt er det vel også at sige, at meteorologerne "lover uvejr".

Omhyggelige sprogbrugere skelner som regel mellem Skandinavien og Norden. Det sidstnævnte udtryk dækker helheden, medens Skandinavien oftest kun dækker Danmark, Norge og Sverige. Derfor var jeg ikke tilfreds med flg. passus fra TVA 25/7: "... fordi der er pasfrihed mellem Danmark og hele det øvrige Skandinavien".

Norske tiltag

Tiltag er et af de nordiske modeord, som de fleste gerne ser udskiftet med det mere internationale initiativ. Men overskriften er valgt, fordi NRK (Norsk Rikskringkasting) har taget Norsk Språkråd i hånden under bestræbelserne på at bekæmpe smarte amerikanske (internationale) modeord. På en konference for nordiske sprogforskere blev det med en til patos grænsende alvor meddelt, at man i en række spots (ordet blev anvendt uden antydning af selvironi) ville latterliggøre "smarte" nydannelser, der med fordel kunne erstattes af norske ord og vendinger. En revyskuespiller skulle garantere for, at komikken ikke blev ufrivillig.

Den fremgangsmåde vil jeg ikke anbefale til brug herhjemme, men jeg vil gerne deltage i felttoget mod ukritisk brug af fremmed ordstof eller (jf. nedenfor) udefrakommende ændring af det betydningsforhold, der ellers ligger i sprogets gloser og vendinger. Hvorfor (TVA 20/7) sige "Spørgsmålet er stadig sensitivt"? Hvorfor sige, at en politiker har accepteret en indbydelse, når vedkommende med glæde har taget imod den? Det er heller ikke godt dansk at bruge udtrykket i sin egen ret (KS-R 27/7) eller at sige "Sovjetunionen har i de senere dage annonceret, at ...".

Klicheer

"... altså folk, der hører til fagbevægelsens tunge drenge". Den tidligere udtryksfulde vending tunge drenge har efterhånden mistet sin friskhed og nærmer sig klicheen. Men måske har der været en del af dem i bevidstheden på den medarbejder, der i RA 31/7 sagde: "Er ordningen så ringe, at man så at sige taber landmænd på gulvet?" I hvert fald har udtrykket at tabe (noget) på gulvet forlængst passeret min klichetærskel. Det samme gælder dette med at sove i timen. "Har LO sovet i timen?", spurgte man i TVA 25/8 og fremkaldte samme reaktion, som da det 12/8 blev meddelt, at "TV 2 er på banen". Det er også snart fortærsket at bruge udtryk som "NN skal ikke sidde med ved forhandlingsbordet" (KS-R 27/7). Når midlerne ikke slår til, skal stat, kommune, virksomheder, privatpersoner ud (i byen) at låne (fx 27/7).

Skær ned på forbruget af den slags udtryk. Det er vel utopisk at forestille sig, at seere og lyttere helt kan blive forskånet for dem – ligeså utopisk som at se prins Frederik i en Skoda.

Fremstillingsformer

Vejrudsigten i TVA præsenteres på en ny måde, og formodentlig har man ved udvælgelsen af medarbejdere ikke haft ubegrænsede valgmuligheder. Jeg skal alligevel tillade mig at foreslå, at der tages initiativ til intensiveret undervisning i mundtlig fremstilling. Ikke alle problemer kan forklares som begyndervanskeligheder.

Det er også stadig galt med oplæsningen mange steder i huset, og her er dog et felt, hvor der kan sættes ind med rimelige udsigter til forbedring. De fleste studieværter er efter min mening dygtige til at udforme og præsentere et manuskript, men der er andre medarbejdere, der med fordel kunne udvikle en større bevidsthed om mundtlig fremstilling. Det må være kedeligt for en DR-medarbejder at være god til alle indledende journalistiske faser, men at falde igennem på fremlæggelsen. Søg hjælp.

Men også de professionelle folk i udsendelsesredaktionerne kan have deres skavanker. En opmærksom medarbejder, der alt for selvudslettende kalder sig 'menig' og 'usproglig', har bemærket, at mange speakere har en tendens til at "sænke stemmen" til det næsten uhørlige efter sidste betonede stavelse i en sekvens: 'Og det var Arthur RUBINstein d... sp..., og dette program bliver GENudsendt klokken ....????'. At der blev sagt 'der spillede' og kl. '18.30' lader sig kun vanskeligt rekonstruere. Iagttagelsen er præcis og rigtig. Der er ofte for voldsomme skift mellem betonede og ubetonede stavelser. Også de sidste kan rumme vigtige oplysninger.

Reklame

Senere og bagefter er to udmærkede gloser. Der er ingen grund til at udskifte dem med efterfølgende, som man hører det fx i forbindelserne "Det vil der blive forhandlet om efterfølgende" og "... men efterfølgende gav ministeren udtryk for, at ...". Lad organisationsfolk, pinger og pampere have lidt for sig selv.

Friktion

I et interview (RA 3/8) med en ældre kvindeforsker blev der talt om "sperm i køleskabet" og om "masturbation". Jeg forventer ikke, at der i stedet tales om kolde afvaskninger eller raske spadsereture, men gloserne 'sæd' og 'onani' forstås af flere og sikrer, om jeg så må sige, en mere gnidningsfri kommunikation.

Udtale

Kimono har tryk på første stavelse: KImono (TV-U 21/7), derimod har vederkvægelse, dette udmærkede ord, tryk på 3. stavelse: vederKVÆgelse (TV-K 23/7). Selv ikke i midnatsradioavisen bør man sige "sjosjalist" (12/8). Modernet (MUS-R 18/8) vil vi snart gerne skånes for, og "verdenen" med bestemthedsendelse hører ingen steder hjemme – bortset fra omverdenen.

Stavning

Man "skytter" ikke sig selv, men skøtter med ø (TVK 28/8). Tekst-tv og programoversigten før tv-avisen var enige om at stave trubadur forkert. Ordet kan staves trubadur, troubadour, men ikke "trobadur".

Geografiske navne

Selv om man ikke ønsker grænsen mod Vesttyskland flyttet længere sydpå og såmænd er tilfreds, hvis blot den bliver liggende, så må man anholde brugen af den tyske form Sylt for øen Sild (RA 24/7).

Den danske form har stadig hævd i dansk udtale, og det er netop det, der er afgørende, hvor det drejer sig om udtalen af geografiske navne. Vi har tradition for at sige Rom, ikke Roma, Paris med dansk udtale, ikke "bhaRI", Flensborg med dansk o, ikke tysk u. Derfor skal vi også fortsat sige "iBITsa" (spørgsmål fra medarbejder), selv om det ikke har baggrund i den fremmede lokale eller nationale udtale.

I nogle tilfælde er sprogbrugen mindre stabil. TVA har spurgt, om en person fra Burma, en burmeser, skulle udtales med "bur-" som i burhøne eller med engelsk ø-lyd som i surfe. Da landets navn aldrig udtales med "bur" som i "burhøne", anbefalede jeg "bøhMEser". Men spørgsmålet viser, at sprogbrugerne ikke har lagt sig fast på en bestemt udtale. Dertil er ordet for sjældent.

Det samme gælder betegnelsen for en person fra Armenien. I dagspressen finder man mange eksempler på den uautoriserede form "armener", den forekommer hyppigt hos medarbejderne i DR, og den kendes i Dansk Sprognævn fra halvtredserne. Formen har klare paralleller: en indbygger i Albanien hedder således en albaner. Men tilladt er formen "armener" ikke, og det var den heller ikke i den gamle retskrivningsordbog. Sig og skriv derfor armenier.

Betydning

"En trist konklusion på aftenens program", hed det (KSR 1/8) – og det kan måske lyde meget rimeligt. Men der var ikke tale om en sammenfatning, blot om en afslutning på en broget udsendelse, der tilfældigvis sluttede i mol.

En medarbejder har spurgt om betydningen af dum i udtrykket "så dumme kan de ikke være". I sammenhængen her er betydningen ikke 'uintelligent', men snarere 'uklog', 'ufornuftig'. Udtrykket siger her ikke noget om almen begavelse, men om hensigtsmæssighed. Selv en Niels Bohr kunne være 'dum' i den betydning. Megen medie-pop kunne være undgået, hvis denne elementære forskel havde stået klart for de implicerede politikere og journalister.

Ordet utrolig er ved at blive devalueret. Har man været glad for at se en udsendelse, er den straks 'utrolig god', er man en smule træt, er man 'utrolig udmattet', sætter man pris på et andet menneske, holder man 'utrolig meget' af det. Vi har fået en ny skala:

  1. Jeg er rimelig glad for det
  2. Jeg er rigtig glad for det
  3. Jeg er utrolig glad for det. (Variant: voldsom(t) glad).

Det ser ud til, at utrolig er ved at udvande sin betydning. Der må være grænser for, hvor mange gange tro og sandsynlighed overskrides i et par minutters samtale.

På en anden led er der også ved at ske en svækkelse af ord som teknologi, systematik, argumentation, problematik. De bruges ofte i stedet for teknik, system, argument og problem. Det er synd for begge ordrækker, for de har forskellige betydningsopgaver at dække. Og det er da vel ikke sådan, at nogen opfatter de længere ord som finere og mere saglige end de kortere?

Starte op er på samme måde trængt ind på steder, hvor starte tidligere har haft råderum, i øvrigt ofte til stor irritation for ældre mennesker, der almindeligvis foretrækker 'begynde', 'indlede' osv., med mindre det drejer sig om tekniske anliggender. Men faktisk er der en betydningsforskel på de to udtryk. Når man starter noget op (udtrykket overgås i hæslighed kun af at få noget op at stå), så tager en længerevarende, ofte sammensat proces sin begyndelse. Hvis man starter, har det en mere afgrænset, punktuel betydning. Derfor: Åbner man en ny virksomhed, starter man den op. Sender man en mand til månen, begynder opstartsfasen længe før lunten tændes (eller hvad der nu sker). Påbegynder et foretagende en ny salgsstrategi, starter man den op efter længere tids forberedelse. Men: Olsen kan ikke få startet sin knallert, og min motorplæneklipper vil heller aldrig starte.

Begræns brugen af starte op; udtrykket virker simpelt hen for irriterende på de fleste, selv om der er en betydningskerne, som dækkes ganske fortræffeligt. Vendingen at få noget op at stå kan vi (sprogligt set) godt undvære. Lad den falde.

Happy Ending

Under transport fra lufthavnen blev jeg tvangsindlagt til at høre 10 minutters radio, der formede sig som en tilsyneladende endeløs monolog. Medarbejderen gav udtryk for en bedreviden på snart sagt alle områder. Så var vi i indenrigspolitikken, så blev verdenssituationen "sat på plads", navngivne personer blev hængt ud som "idiotiske" på et noget løst grundlag; det hele virkede som 1980'ernes udgave af "Den politiske Kandstøber". Fremstillingsformen var præget af en henkastet mundtlighed uden antydning af selvkritik. Møjsommeligt fik jeg hentet lommebogen op fra kuffertens dyb, og hurtigt blev pennen rødglødende, for det vrimlede med formelle fejl, ordforvekslinger mv.

Pludselig ændrede udsendelsen karakter, for vor helt gav sig til at fortælle om et tilbud på oksehøjreb, og jeg fik at vide af "min ledsager" (som det hedder i avisernes ædespalter), at der var tale om en privat sender. Hurtigt smækkede jeg lommebogen i og sendte varme tanker til DR's medarbejdere, der trods undertiden pressede arbejdsvilkår viser sproget større omhu og praktiserer en mere udbredt selvkritik. Begge dele er der brug for, hvis fremstillingsformen skal blive endnu bedre.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.