Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 27 Syddanmark
 

 

Syddanmark

Sprogbrev nr. 27<br> Marts 1988<br/> ved Erik Hansen

I Radioavisen 9.3.88 omtaltes noget som hed Syddanmark; i næste udsendelse var det rettet til det sydlige Danmark.

Det geografiske område der mentes, var Jylland, øerne og Bornholm, altså det man normalt bare kalder Danmark. Men her skulle det stå som modsætning til Grønland, og så er Danmark ikke nok, må man have ment. Tanken bag dette er egentlig ganske sympatisk. Det hele er jo Danmark: Grønland, Færøerne og så det hernede, derfor skal vi ikke have eneret på navnet.

Sådan bliver det imidlertid slet ikke opfattet af vore grønlandske og færøske frænder. De føler med rette at der er tale om grov onomastisk imperialisme, når vi hernede vil kalde deres lande Danmark. Grønlændere og færinger finder betegnelserne Norddanmark og norddansk meget frastødende, og tilsvarende naturligvis Syddanmark og syddansk, fordi disse betegnelser hænger sammen med de andre.

Grønlændere og færinger har ved flere lejligheder frabedt sig disse sammensætninger med Danmark, og her skal vi imødekomme dem.

Altså: Det danske rige består af Danmark, Færøerne og Grønland; disse lande bebos af danskere, færinger og grønlændere, og hvad der er knyttet til disse lande, betegnes hhv. dansk, færøsk og grønlandsk.

Syddanmark eller det sydlige Danmark må være den del af Danmark som ligger syd for en linje sådan cirka mellem Esbjerg og Hammershus.