Kort
Et trut i øv-hornet til den, der i en Sherlock Holmes-udsendelse oversatte det engelske 'master of arts' til 'tegnelærer'; en rose til den, der forklarede os landkrabber, hvad apteringen på et skib er for noget (TVA 10/12); en ministerliste til den medarbejder, der i TVA 7/12 kaldte industriministeren Niels Wilhelm.
Undervejs på den nordiske ekspedition "l sandhedens tjeneste" kom en tekster til at skrive "prøv selv at grav" (23/11). Det er ikke heldigt. Hvis "prøv selv at grave" er for stift, så tag "prøv selv og grav"; 'at grav' er et lumpent kompromis!
En "TVA-mand" omtalte en betjent som en politimand (24/11). Ordet virker lidt barnligt på mig, ikke som "doktormand", men derhenad. Og så er der unægtelig gode grunde, herunder interessante fysiske kendsgerninger, der taler for at pensionere ordet.
"De to supermagter har gensidigt beskyldt hinanden for ..." (TVA 7/12). Vi klarer os glimrende uden 'gensidigt'.
"Pludselig fik tonen en anden lyd", hed det i TVA. Mon det ikke var 'piben'?
"Rapporten er netop nu topaktuel" (TVA 7/12). Ingen højere?
En medarbejder har spurgt, om udtrykket for en ordens skyld er godt nok, eller om for god ordens skyld er at foretrække. Begge udtryk ligger inden for den accepterede rigssprogsnorm.

