Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 24 Fornavne
 

 

Fornavne

Sprogbrev nr. 24<br> December 1987<br/> ved Jørn Lund

For 10 år siden ville det have virket påfaldende, hvis medarbejderne i nyhedsudsendelserne havde tiltalt hinanden blot med fornavn. "Værsågod, Christian" var en utænkelig indgang til en reportage fra Chr. Winther i Washington. I dag kan studieværten udmærket give ordet til oplæseren af de korte nyheder og bruge hendes fornavn; det generer nok kun et mindretal af skumlere. Men tiden er efter min mening ikke moden til, at en interviewer bruger fornavn i tiltale til en politiker. Dorte Bennedsen blev i RA 10/12 blot kaldt Dorte, hvilket i øvrigt virker mere påfaldende, end hvis der var blevet sagt Anker til Anker Jørgensen eller Erhard til Erhard Jacobsen. Men i alle tre tilfælde må vi i almindelighed have fornavn plus efternavn.

Det er heller ikke heldigt at omtale Bonde Nielsen som Bonde. Man kan få et indtryk af manden som en gammel ven, og for så vidt er han det også på en vis måde, for vi har unægtelig hørt om ham før. Men principielt er han Bonde Nielsen, hverken mere eller mindre.