Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 23 Svære ord
 

 

Svære ord

af Jørn Lund, november 1987
af Jørn Lund, november 1987

Mandatsvig (TVA 29/10), ja, det lyder sandelig slemt, men hvor mange forstår, hvad det betyder? Svenskerne har målt forståelsen af ordet mandat. Kun et forsvindende mindretal vidste, hvad det drejede sig on. Men vi er jo danske!

Godt var det i RA 30/10 at høre en kort udlægning af taktiske og strategiske atomvåben. Et indslag med det som hovedemne skal rumme en sådan forklaring, og her kom den. Derimod var der ingen forklaring på, hvad en relancering af Det Fri Aktuelt indebar. Mere lumsk er det, når ord ser pæredanske ud, men alligevel er vanskelige at forstå. I RA 30/10 taltes der om landsrettens kære af en kendelse. Og næste sætning begyndte med "Kæren – –". Forklar sådan et udtryk, sådan som man gjorde det i TVA 11/11, hvor der blev sagt "––– kræve arrest, dvs. udlæg –––".

I forbindelse med aktiekursernes fald (styrtdyk og rutsjetur er slidt op, mine damer og herrer!) fik vi fra USA den oplysning, at kurserne var faldet med i gennemsnit 135 points. Hvad siger det, hvis man ikke kender skalaen? Samme dag var der et indslag fra Hong Kong om samme emne. Dér fik vi at vide, at de var faldet med 1/4 af deres værdi. Det forstår man bedre.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret