Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 23 Danmarks Radios sprogpris
 

 

Danmarks Radios sprogpris

af Jørn Lund, november 1987
af Jørn Lund, november 1987

Som bekendt uddelte DR i år for første gang en pris for god sprogbehandling. Den tilfaldt en kendt nyhedsformidler; det er unødvendigt at anføre hans navn, og på den måde undgår vi at bryde Sprogbrevets hellige princip om anonymitet. For os er det sagen, der er det afgørende, ikke personen!

Sammen med faste folk inden for institutionen var de to eksterne sprogkonsulenter med til at udpege personen blandt de mange gode forslag, der blev stillet.

Modtageren har blandt flere andre kvalifikationer to afgørende: naturlighed og professionalisme. Naturligheden viser sig her ved en sikker beherskelse af den klassiske rigsmålsudtale. For andre personer er andre varianter af dansk tilsvarende naturlige.

Rollen som nyhedsoplæser kræver traditionelt rigsmål; et lokalpræg virker distraherende på mange. Det interessante er, at rigsmålsudtalen i realiteten også er lokaliserbar, socialt og regionalt. Hvad der her er centralt: Prismodtagerens udtale passer glimrende til opgaven.

Professionalismen ytrer sig bl.a. gennem en oplæsning, der holder sammen på meningshelheder. Usikre oplæsere læser ord-for-ord, som vi alle gjorde, da vi lærte at læse. Mere øvede kan holde sammen på større helheder, men kan forfalde til mekanisk vejrtrækning ved kommaer og uvarierede fald i toneleje ved punktum, for nu at forenkle. De virkelig stærke har overblik over deres tekst og læser frem i den; øjnene er længere fremme end stemme og artikulation, betoningen er rigtig, og trykfordelingen sikrer, at sammenhørende elementer knyttes til hinanden. Vejrtrækningen føjer sig efter tekstens indhold.

Dette og meget mere kan man dygtiggøre sig i ved at benytte sig af Personalekursus' faste undervisningstilbud. Så at sige alle kan blive bedre. Selv prismodtageren har hentet inspiration på kurser. Hans lungekapacitet har muliggjort, at specielt han kan spænde over store helheder, og den kan alle jo ikke opnå. Men jeg vil fastholde, at I i almindelighed trækker vejret for meget i DR!

Prismodtageren har rent umiddelbart ikke meget med H.C. Andersen at gøre. Nok læser han "historier" op, men han digter dem ikke selv, og kun sjældent er der tale om fri fantasi. Faktaformidling er sagen. Men de to har det tilfælles, at de ikke har gjort sig til slaver af pausetegnene. Bemærk, at eventyrdigteren ofte blot sætter komma eller semikolon (dette forsømte tegn), hvor andre markerer længere pauser. Det, der hører sammen, holdes sammen. Og danmarksmesteren i radiofonisk nyhedsformidling angiver også suverænt med tryk, tone og vejrtrækning, hvor langt vi er i fremstillingen, og hvad der meningsmæssigt er en enhed. Det er ganske vist.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret