Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 23
 

 

Sprogbrev nr. 23

af Jørn Lund, november 1987

A. Jensen, jernbanepassager

TVA havde 11/11 et indslag om et opsigtsvækkende møntfund. En undertekst præsenterede en af de medvirkende således: Thomas Krarup, møntfinder. – Selvfølgelig var det i den egenskab, han medvirkede, men alligevel virkede det påfaldende. Man er ved præsentationer vant til at få oplysning om mere varige beskæftigelsesforhold. Hvis en ukendt person ved en konfirmation præsenterer sig som fx Jens Hansen, konfirmationsgæst, er man ikke meget klogere. Indslag med folk i mere tidsbegrænsede funktioner bør nok i almindelighed hellere rumme oplysning om folks varige beskæftigelse, altså hellere Elly Jensen, husmoder, end Elly Jensen, udsalgskunde, hellere Børge Nielsen, elektriker, end Børge Nielsen, pølsevognskunde, hellere Svend Erik Kedelig, kapelmester, MF, end Svend Erik Kedelig, mødedeltager. Hvis præsentationen specielt er en service for dårligt hørende, stiller sagen sig dog anderledes.

Udtale

Det hedder ikke "kauktion" (TVA 23/10) eller kontigent (TVA 26/10) eller garnisjon (TVK 2/10). Og lad os få trykket placeret ordentligt. Iransk skal ikke have tryk på første, men på anden stavelse (TVA 20/10 og RA flere gange), og Vulcanus har tryk på anden stavelse, ikke på første. – En medarbejder har spurgt, om det hedder detailhandel med eller uden hørbart l. Gennem hele dette århundrede har der eksisteret dobbeltformer. Den nye udtaleordbog vil også angive sidestillede varianter.

Skal vi sige t eller d? En medarbejder spørger, hvad man skal stille op med Britta Schall Holberg og andre politikere, udtalemæssigt naturligvis, og med særligt henblik på t/d. I de to nævnte sammenhænge vil lydene normalt stå i tryksvag position, og her kan d-udtalen udmærket anvendes, med mindre det drejer sig om en bevidst bestræbelse på distinkt udtale. Hvor lyden står trykstærkt, skal der bruges t: "Hun hedder Britta" (ikke "Bridda"),"det drejer sig om politik" (ikke "polidik").

En medarbejder siger så at sige altid femten med hørbart t, ikke kun når tallet skal profileres blandt serier af andre tal, men også i normale sammenhænge ("15 delegerede"). Det virker noget stift.

Genkendelighed

Det hænder, at I i et af jeres "farlige" indslag fra det virkelige liv giver ordet til folk, der ønsker at være anonyme. Man ser en mørk skikkelse i silhuet, evt. en person med ryggen til kameraet, og så gengiver I talesproget, "så det er uigenkendeligt". For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at dette sidste ikke lykkes. Stemmens klang kan ændres, og tonebevægelserne i nogen grad forrykkes, men udtalen i øvrigt bevarer de særlige kendetegn, der gør det muligt at aldersbestemme personen og at placere vedkommende regionalt og socialt. Det var heller ingen kunst i TVA-indslaget om RF 2-sagen den 3/11.

Præsentation eller ekspedition

Enkelte medarbejdere bliver så rutinerede, at de kan lyde rutineprægede, når de afvikler deres opgaver. Som lytter føler man sig undertiden mere ekspederet end informeret. Det kan derfor være spændende, at høre velkendte stemmer i nye sammenhænge. Som continuity-speaker (det kalder I det vist, hmmm) har man i et par måneder kunnet høre en medarbejder, der netop ikke ekspederer, men selv er med i afviklingen, ikke på nogen demonstrativ måde, men sådan at man lige akkurat får mennesket med, ikke kun rollen. – Tankevækkende?

Svære ord

Mandatsvig (TVA 29/10), ja, det lyder sandelig slemt, men hvor mange forstår, hvad det betyder? Svenskerne har målt forståelsen af ordet mandat. Kun et forsvindende mindretal vidste, hvad det drejede sig on. Men vi er jo danske!

Godt var det i RA 30/10 at høre en kort udlægning af taktiske og strategiske atomvåben. Et indslag med det som hovedemne skal rumme en sådan forklaring, og her kom den. Derimod var der ingen forklaring på, hvad en relancering af Det Fri Aktuelt indebar. Mere lumsk er det, når ord ser pæredanske ud, men alligevel er vanskelige at forstå. I RA 30/10 taltes der om landsrettens kære af en kendelse. Og næste sætning begyndte med "Kæren – –". Forklar sådan et udtryk, sådan som man gjorde det i TVA 11/11, hvor der blev sagt "––– kræve arrest, dvs. udlæg –––".

I forbindelse med aktiekursernes fald (styrtdyk og rutsjetur er slidt op, mine damer og herrer!) fik vi fra USA den oplysning, at kurserne var faldet med i gennemsnit 135 points. Hvad siger det, hvis man ikke kender skalaen? Samme dag var der et indslag fra Hong Kong om samme emne. Dér fik vi at vide, at de var faldet med 1/4 af deres værdi. Det forstår man bedre.

Amerikanere, russere og andet godtfolk

I almindelighed refererer ordet amerikanere til indbyggerne i USA. Det er nødvendigt at gøre særlig opmærksom på det, hvis der tænkes på folk i både Nord-, Syd- og Mellemamerika. Sådan er det gået, og det står ikke til at ændre. Enkelte har forsøgt at udskifte tillægsordet amerikansk med usask. Hvor sympatisk det end kan forekomme, virker det krukket, som ville man udskifte USA med DFS eller DFSNA (De Forenede Stater i Nordamerika). Sprogbrugen har lagt sig fast. Det har den også mht. brugen af USSR som forkortet betegnelse for Sovjetunionen. En medarbejder har fremført gode argumenter for at ændre dette sidste til SSSR, svarende til det CCCP, der fx står på ryggen af sovjetiske fodboldspillere. U i USSR står for unionen, det tilsvarende S står for Sojus (= sammenslutning). Jeg skønner, at forkortelsen USSR er langt mindre rodfæstet i dansk end fx forkortelsen USA, så måske står sagen til at ændre. Før jeg vender tilbage til sagen, vil jeg imidlertid gerne efterlyse tilkendegivelser fra medarbejdere med synspunkter på dette sporgsmål.

Brugen af russerne og russisk som betegnelse for sovjetborgerne kan også vække anstød hos dem, der lægger vægt på, at russerne kun er et af de folkeslag, der indgår i unionen. Her er det nok for sent at korrigere den sproglige kurs.

Kort

"En ulykke satte det hele på plads", sagde en sportsmedarbejder 2/11. Jeg har tidligere givet udtryk for kritik af på plads og vil nøjes med at anholde den særlige brug af vendingen i den betydning, der her er tilsigtet: ulykken satte afgørende præg på arrangementet, slog det ud af kurs – sådan set det stik modsatte af den grundbetydning, på plads har. Ubehageligt var udtrykket også i RA's dækning af nogle forhandlinger om forureningen af Nordsøen. Her drejede det sig om "at sparke Danmark på plads".

Kan det virkelig ikke hedde forstrukket? spørger en medarbejder. Jo, men det er ikke korrekt. Ordbøgerne forlanger forstrakt, og Ordbog over Det Danske Sprog kalder forstrukken/-strukket spøgende, jargonpræget, vulgær og i øvrigt lidet brugt, føjer næsten spot til skade. – Jeg kan tilføje, at forstrukket ikke så sjældent høres spontant hos i øvrigt sikre sprogbrugere, men korrekt er den altså langtfra.

Danmarks Radios sprogpris

Som bekendt uddelte DR i år for første gang en pris for god sprogbehandling. Den tilfaldt en kendt nyhedsformidler; det er unødvendigt at anføre hans navn, og på den måde undgår vi at bryde Sprogbrevets hellige princip om anonymitet. For os er det sagen, der er det afgørende, ikke personen!

Sammen med faste folk inden for institutionen var de to eksterne sprogkonsulenter med til at udpege personen blandt de mange gode forslag, der blev stillet.

Modtageren har blandt flere andre kvalifikationer to afgørende: naturlighed og professionalisme. Naturligheden viser sig her ved en sikker beherskelse af den klassiske rigsmålsudtale. For andre personer er andre varianter af dansk tilsvarende naturlige.

Rollen som nyhedsoplæser kræver traditionelt rigsmål; et lokalpræg virker distraherende på mange. Det interessante er, at rigsmålsudtalen i realiteten også er lokaliserbar, socialt og regionalt. Hvad der her er centralt: Prismodtagerens udtale passer glimrende til opgaven.

Professionalismen ytrer sig bl.a. gennem en oplæsning, der holder sammen på meningshelheder. Usikre oplæsere læser ord-for-ord, som vi alle gjorde, da vi lærte at læse. Mere øvede kan holde sammen på større helheder, men kan forfalde til mekanisk vejrtrækning ved kommaer og uvarierede fald i toneleje ved punktum, for nu at forenkle. De virkelig stærke har overblik over deres tekst og læser frem i den; øjnene er længere fremme end stemme og artikulation, betoningen er rigtig, og trykfordelingen sikrer, at sammenhørende elementer knyttes til hinanden. Vejrtrækningen føjer sig efter tekstens indhold.

Dette og meget mere kan man dygtiggøre sig i ved at benytte sig af Personalekursus' faste undervisningstilbud. Så at sige alle kan blive bedre. Selv prismodtageren har hentet inspiration på kurser. Hans lungekapacitet har muliggjort, at specielt han kan spænde over store helheder, og den kan alle jo ikke opnå. Men jeg vil fastholde, at I i almindelighed trækker vejret for meget i DR!

Prismodtageren har rent umiddelbart ikke meget med H.C. Andersen at gøre. Nok læser han "historier" op, men han digter dem ikke selv, og kun sjældent er der tale om fri fantasi. Faktaformidling er sagen. Men de to har det tilfælles, at de ikke har gjort sig til slaver af pausetegnene. Bemærk, at eventyrdigteren ofte blot sætter komma eller semikolon (dette forsømte tegn), hvor andre markerer længere pauser. Det, der hører sammen, holdes sammen. Og danmarksmesteren i radiofonisk nyhedsformidling angiver også suverænt med tryk, tone og vejrtrækning, hvor langt vi er i fremstillingen, og hvad der meningsmæssigt er en enhed. Det er ganske vist.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.