Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 22 Udtale
 

 

Udtale

af Jørn Lund, oktober 1987
af Jørn Lund, oktober 1987

Vi lever i et af de udtalemæssigt set mest ensartede lande i Europa, i et såkaldt homogent sprogsamfund. Det tænker vi ikke meget over i det daglige. Tværtimod, må man sige: Vi hæfter os naturligvis mere ved forskellene end ved lighederne i det sproglige danmarksbillede.

Men ser man landet i et historisk fugleperspektiv, må man erkende, at der de sidste 100 år har fundet en vældig omformning sted. For 100 år siden var de fleste danskere dialekttalende, de regionale forskelle var betydelige, og de socialt betingede sprogforskelle større end i dag.

Sammenligner vi os med fx Norge og Sverige, bliver forskellene tydelige også i et nutidigt perspektiv. Mest varieret er sproget i Norge; Sverige indtager en midterposition, og herhjemme er tendenserne til udtalemæssig uniformering mest mærkbare. Man regner med, at kun 4-5 procent af befolkningen taler dialekt, og de fleste heraf behersker ved siden af dialekten et mere rigsmålsnært sprog. Sådan er det gået.

Når vi alligevel oplever udtalen af moderne dansk som meget varieret, skyldes det, at sprogets indre udvikling foregår i et rasende tempo. Hver generation har sit udtalesæt, ofte kan man ligefrem aldersbestemme et menneske med en sikkerhedsmargen på 5 år. Men de forskelle, der er tale om, er udefra set minimale. De ufatteligt små nuancer i a-lydene, som vi interesserer os så meget for, er næppe hørbare for udlændinge. Vi har udviklet en stor følsomhed over for variationerne i et rigssprog med en udefra set meget begrænset variationsbredde. Og den følsomhed kan let kamme over i intolerance.

Danmarks Radio kan sprogpolitisk vælge at bidrage aktivt til uniformeringen af det danske sprogs udtale ved at forlange faste regler og enhed, ved at forsøge at standardisere én og kun én form af hvert ord eller udtryk.

Danmarks Radio kan også vælge at lade eksisterende, gangbare varianter leve side om side og dermed bidrage til mangfoldighed, til sproglig alsidighed, til bekæmpelse af rigiditet og konformisme. Med de sidste udtryk har jeg angivet mit eget synspunkt, men det indebærer ikke, at jeg opfatter alle udtaler som lige velegnede eller betragter aktiv sprogrøgt i Danmarks Radio som unødvendig på udtaleområdet. Men det medfører, at jeg undertiden finder to udtaler lige anvendelige.

Commerwealth, som der blev sagt (RA 18/10) flere gange, er imidlertid en fejl, hverken mere eller mindre. Men når korrespondenten i Moskva siger Garbatjov, medens korrespondenten i Washington siger Gorbatjov i samme indslag (TVA 2/10), synes jeg ikke, det gør så meget. Det ser ud til, at den hjemmelavede udtale med or er ved at konkurrere den anden ud, men det kan ikke siges, hvordan det i øvrigt vil gå i det danske sprogsamfund. Og helt underordnet er det efter min mening, om man siger Moskva, så det rimer på goddag eller på ja, og man kan sågar lægge tryk på 1. stavelse: MOSKva, uden at det distraherer den, der er optaget af, hvad historien handler om (!).

Navnet på den egyptiske leder Mubarak har i den forløbne måned været udtalt såvel med tryk på 2. stavelse: Mu'barak, som med tryk på sidste stavelse: Muba'rak, uden at det i min lommebog har givet anledning til udråbstegn. Men det undrede mig, at Monaco blev udtalt med tryk på sidste stavelse: Mona'co, og ikke 'Monaco eller Mo'naco (RA 11/10). Og hvad gjorde så det? De færreste bliver så distraherede, at de går glip af en information, og hvad gør det, at sproget nu og da peger på sig selv? Det kan føre til en sproglig opmærksomhed, som ikke bare er "støj på ledningen" – for nu at bruge en intern kliché.

Der er heller ingen problemer knyttet til at have to udtalevarianter af aids. De fleste bruger den engelske æjds, andre den bogstavangivende udtale. Sådanne varianter kan leve i fredelig sameksistens i årtier. Se bare SAS, der snart udtales æs a æs, snart sas. Skal man bruge sin energi på at bekæmpe den ene?

Andre former for udtalevariation giver anledning til flere overvejelser, bl.a. fordi der kan være tale om sammenhænge mellem udtale, region, social status og alder. Amerikaner udtalt uden stød, altså rimende på faner, er hyppigere i vestdansk end i østdansk, ligesom samtidig med hårdt d, hørt hos samme medarbejder. Mandag, rimende på sag ikke på ja, er omvendt mest udbredt østpå. Jeg ser ingen grund til at anholde sådanne variationer. Men beder man om en anbefaling, står sprogkonsulenterne til rådighed.

Det aldersbetingede og det socialt betingede mødes i overvejelserne om vokalen i ord som fremtid, ret, gnse, skmt. De fleste under 40, også i TVA og RA, har ra-udtaler. For de ældre er den udtale knyttet til forestillinger om "lavere usus"; men sproget er ved at ændre sig på dette punkt, og man skal næppe gribe ind og skabe naturlighedsproblemer. En sprogligt hjemløs medarbejder er dårligt stillet. Hvad gør det, at studieværten i TVA 10/10 sagde dbt og reporteren få sekunder efter drabt? Udtaleændringen har givet nogle nye sammenfald (ret = rat, rande = rende), men sammenhængen fortæller, hvad der er tale om.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret


Disse artikler kunne måske også have interesse