Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 22
 

 

Sprogbrev nr. 22

af Jørn Lund, oktober 1987

Udtale

Vi lever i et af de udtalemæssigt set mest ensartede lande i Europa, i et såkaldt homogent sprogsamfund. Det tænker vi ikke meget over i det daglige. Tværtimod, må man sige: Vi hæfter os naturligvis mere ved forskellene end ved lighederne i det sproglige danmarksbillede.

Men ser man landet i et historisk fugleperspektiv, må man erkende, at der de sidste 100 år har fundet en vældig omformning sted. For 100 år siden var de fleste danskere dialekttalende, de regionale forskelle var betydelige, og de socialt betingede sprogforskelle større end i dag.

Sammenligner vi os med fx Norge og Sverige, bliver forskellene tydelige også i et nutidigt perspektiv. Mest varieret er sproget i Norge; Sverige indtager en midterposition, og herhjemme er tendenserne til udtalemæssig uniformering mest mærkbare. Man regner med, at kun 4-5 procent af befolkningen taler dialekt, og de fleste heraf behersker ved siden af dialekten et mere rigsmålsnært sprog. Sådan er det gået.

Når vi alligevel oplever udtalen af moderne dansk som meget varieret, skyldes det, at sprogets indre udvikling foregår i et rasende tempo. Hver generation har sit udtalesæt, ofte kan man ligefrem aldersbestemme et menneske med en sikkerhedsmargen på 5 år. Men de forskelle, der er tale om, er udefra set minimale. De ufatteligt små nuancer i a-lydene, som vi interesserer os så meget for, er næppe hørbare for udlændinge. Vi har udviklet en stor følsomhed over for variationerne i et rigssprog med en udefra set meget begrænset variationsbredde. Og den følsomhed kan let kamme over i intolerance.

Danmarks Radio kan sprogpolitisk vælge at bidrage aktivt til uniformeringen af det danske sprogs udtale ved at forlange faste regler og enhed, ved at forsøge at standardisere én og kun én form af hvert ord eller udtryk.

Danmarks Radio kan også vælge at lade eksisterende, gangbare varianter leve side om side og dermed bidrage til mangfoldighed, til sproglig alsidighed, til bekæmpelse af rigiditet og konformisme. Med de sidste udtryk har jeg angivet mit eget synspunkt, men det indebærer ikke, at jeg opfatter alle udtaler som lige velegnede eller betragter aktiv sprogrøgt i Danmarks Radio som unødvendig på udtaleområdet. Men det medfører, at jeg undertiden finder to udtaler lige anvendelige.

Commerwealth, som der blev sagt (RA 18/10) flere gange, er imidlertid en fejl, hverken mere eller mindre. Men når korrespondenten i Moskva siger Garbatjov, medens korrespondenten i Washington siger Gorbatjov i samme indslag (TVA 2/10), synes jeg ikke, det gør så meget. Det ser ud til, at den hjemmelavede udtale med or er ved at konkurrere den anden ud, men det kan ikke siges, hvordan det i øvrigt vil gå i det danske sprogsamfund. Og helt underordnet er det efter min mening, om man siger Moskva, så det rimer på goddag eller på ja, og man kan sågar lægge tryk på 1. stavelse: MOSKva, uden at det distraherer den, der er optaget af, hvad historien handler om (!).

Navnet på den egyptiske leder Mubarak har i den forløbne måned været udtalt såvel med tryk på 2. stavelse: Mu'barak, som med tryk på sidste stavelse: Muba'rak, uden at det i min lommebog har givet anledning til udråbstegn. Men det undrede mig, at Monaco blev udtalt med tryk på sidste stavelse: Mona'co, og ikke 'Monaco eller Mo'naco (RA 11/10). Og hvad gjorde så det? De færreste bliver så distraherede, at de går glip af en information, og hvad gør det, at sproget nu og da peger på sig selv? Det kan føre til en sproglig opmærksomhed, som ikke bare er "støj på ledningen" – for nu at bruge en intern kliché.

Der er heller ingen problemer knyttet til at have to udtalevarianter af aids. De fleste bruger den engelske æjds, andre den bogstavangivende udtale. Sådanne varianter kan leve i fredelig sameksistens i årtier. Se bare SAS, der snart udtales æs a æs, snart sas. Skal man bruge sin energi på at bekæmpe den ene?

Andre former for udtalevariation giver anledning til flere overvejelser, bl.a. fordi der kan være tale om sammenhænge mellem udtale, region, social status og alder. Amerikaner udtalt uden stød, altså rimende på faner, er hyppigere i vestdansk end i østdansk, ligesom samtidig med hårdt d, hørt hos samme medarbejder. Mandag, rimende på sag ikke på ja, er omvendt mest udbredt østpå. Jeg ser ingen grund til at anholde sådanne variationer. Men beder man om en anbefaling, står sprogkonsulenterne til rådighed.

Det aldersbetingede og det socialt betingede mødes i overvejelserne om vokalen i ord som fremtid, ret, gnse, skmt. De fleste under 40, også i TVA og RA, har ra-udtaler. For de ældre er den udtale knyttet til forestillinger om "lavere usus"; men sproget er ved at ændre sig på dette punkt, og man skal næppe gribe ind og skabe naturlighedsproblemer. En sprogligt hjemløs medarbejder er dårligt stillet. Hvad gør det, at studieværten i TVA 10/10 sagde dbt og reporteren få sekunder efter drabt? Udtaleændringen har givet nogle nye sammenfald (ret = rat, rande = rende), men sammenhængen fortæller, hvad der er tale om.

Synsvinkel

I forbindelse med hospitalskonflikter tales der undertiden om sygehusejerne. Hermed menes normalt stat og amter. Man kunne på tilsvarende måde forestille sig situationer, hvor det blev aktuelt at tale om skoleejerne eller måske ligefrem kirkeejerne. Sygehuse, skoler og kirker tilhører fællesskabet, det er dig og mig, der betaler til hospitaler, gymnasier og kommuneskoler, og det er vore repræsentanter, der forhandler med f.eks. de yngre læger. I den sidste sætning har jeg nærmet mig en synsvinkel, der kan virke polemisk, men den er ikke mere partisk, end den der kastes ind i en "historie" ved brugen af ordet sygehusejerne. Uden at vide det er mange kommet til at vælge de yngre lægers ord, og vi ser for os de velbjærgede sygehusejere, i nålestribede habitter over for de hårdt arbejdende, idealistiske yngre læger.

Sproget giver masser af muligheder for den slags små eller stor diskrete skift i belysningen af et emne. Vegetaren spiser ikke døde dyr, den splittede folketingsgruppe har åbenhjertige drøftelser, politikerne skærer ikke ned, men foretager reguleringer og opstramninger, jægerne dræber ikke sagesløse dyr, men tager sig af vildtplejen, virksomhederne ansætter ikke propagandachefer, men informationschefer, råkostfanatikeren kalder (12/10) slagterier for morderhuse, tandlægen afliver nerverne og kalder det rodbehandling.

Undertiden har normalsproget lagt sig fast på en glose, rodbehandling f.eks., og dér har man normalt ikke noget valg som sprogbruger. Men i tilfældet sygehusejerne har den ene part valgt en utraditionel betegnelse, og den bør man nok gå efter i sømmene, før man gør den til sin. Gymnasieelevernes brug af ordet bosætte i stedet for besætte i den forløbne måned blev hurtigt genbrugt i jeres dækning af aktionerne – og det var kun rimeligt. Men det undrede mig, at man ikke i begyndelsen indrammede ordet med nogle forklaringer, men f.eks. i TVA 5/10 under de korte nyheder blot anførte, at nogle gymnasieelever havde bosat deres skoler.

Det er velkendt, at flere og flere grupper "spiller på" eller appellerer til medierne. En demonstration, der ikke bliver dækket, har begrænset gennemslagskraft. På den baggrund er det måske særlig vigtigt at forholde sig kritisk analytisk til de betegnelser og slagord, en aktion "markedsføres" med.

Kort

Lad være med at sige "årsagen skyldes, at ..." (RA 13/10), lad være med at sige "... tilbyde mere fornuftige fritidstilbud til de unge" (RA 19/10), undgå udtrykket en/et af de eneste (TVA 13/10), der kun overgås af "han hører til en af de eneste, der var til stede", undgå også helst imperie, når det nu ikke blev tilladt i den nye retskrivningsordbog.

BemærkBemærk
Dette er en ældre artikel som indeholder oplysninger der ikke længere er i overensstemmelse med gældende retskrivning! Med Retskrivningsordbogen fra 2012 indførtes valgfrihed mellem en række ord med -ium/-ie, herunder imperium/imperie.

Tekstning

Tekstere deler skæbne med så mange andre skrivende sprogbrugere: man hæfter sig lettere ved deres fejl og mangler end ved de sikre og elegante løsninger, de tit præsterer. Her følger et par anmærkninger af den sædvanlige skuffe: Hvorfor skrive enkelthed, når manden nu (10/10) sagde enkelhed? "Hun havde en enkel kjole på" betyder jo ikke det samme som "hun havde en enkelt kjole på". Og hvorfor i samme udsendelse skrive "den danske regering trådte tilbage", når der blev sagt "den danske regering blev tvunget til at træde tilbage"? Det fylder mindre, ja, men dér i krigens år var forskellen på de to udtryk ikke uvæsentlig.

Svære ord

Et indslag om strukturændringerne i LO byggede på den forudsætning, at seerne vidste, hvad et kartel er for noget (4/10); dagen efter forventedes det, at man kendte betydningen af stykgods; ordet ser da også let ud, men er det egentlig ikke. Alle ved åbenbart, hvad destabiliserende (TVA 2/10) betyder, og ballistiske missiler har vi jo vænnet os til (TVA 1/10) for længst.

Stil

At bruge frue og hustru om en kvindelig ægtefælle er lige ved at blive for gammeldags for de fleste. "Ministerens frue ...", "den myrdedes hustru ..." er ved at være stilistiske grænsetilfælde. På mig har det virket påfaldende, at man ikke har brugt kone men hustru om ægtefællen til en undveget svensk spion i en række reportager. – Personlig er jeg i hvert fald udstyret med en kone, hverken med en frue, en hustru eller en -inde.

Et grumset valg har allerede nu passeret min klichétærskel. Ligeså rammnende det har været, ligeså kvalmende er det nu (6/10). Ordspil skal også bruges med forsigtighed. Pas på de brander-agtige udsendelsestitler a la Lørdans.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.