Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 21 Olympiade/Olympiske Lege
 

 

Olympiade/Olympiske Lege

af Jørn Lund, september 1987
af Jørn Lund, september 1987

Medens vi ovenfor traf et valg, der var i overensstemmelse med den klassiske tradition, skal vi nu se, at dette princip ikke kan anbefales i alle tilfælde. Lad os først slå fast, at herostratisk kun kendes af et mindretal, hvorimod hvem som helst kender til olympiader og olympiske lege. Og med disse sidste udtryk er det ganske enkelt gået således, at de af langt de fleste mennesker bruges synonymt. "Hun skal til olympiaden" betyder helt det samme som "Hun skal til de olympiske lege" (p.s.: olympiske lege kan også skrives med stort). Der er ingen grund til at anfægte denne sprogbrug (eller dette sprogbrug) med en henvisning til de oprindelige betydningsforhold, ifølge hvilke olympiaden var et tidsrum af fire år, mellem afholdelsen af de olympiske lege. Det vil være håbløst at prøve at vænne befolkningen til fx at kalde 1987 for et olympiadeår, og ingen vil bemærke det, hvis man konsekvent nøjes med at kalde OL de olympiske lege og holder sig fra udtrykket olympiade i den forbindelse. Men spildt møje vil det være, og den nye sprogbrug er slet ikke så ny igen. Den har adskillige årtier bag sig.

Hvis man i øvrigt førte alle ord tilbage til deres tidligere betydning eller til deres oprindelse, ville sproget hverken være til at kende eller at bruge.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret