De og dem
Der er både i tale og skrift en del kaos mht. formerne de og dem. Hedder det besked til de der var her i går, eller skal det være dem? Og er dem rigtigt i man vil prøve at hjælpe dem der har mest brug for støtte? Alle er i tvivl, og det er de man kalder sikre sprogbrugere også. Skulle det have været dem?
Problemet kommer af at vi står midt i en sproghistorisk udvikling fra ét princip til et andet mht. valg af de og dem.
Når nogen beder om hjælp og vejledning i de/dem-spørgsmålet, er det vistnok altid fordi de vil kende reglen der giver den gammeldags, korrekte sprogbrug. Og denne regel er heldigvis meget nem: de bruges som grundled (subjekt), dem bruges til alt andet. Men man behøver såmænd slet ikke tænke grammatisk for at klare problemet i praksis.
Sagen er at vi aldrig er i tvivl når de og dem står alene. Problemet kommer når der er noget mere med: de/dem derovre, de/dem fra Roskilde, de/dem der var her i går, de/dem vi har skrevet til.
Den traditionelle korrekthedsregel siger at valget mellem de og dem overhovedet ikke har noget at gøre med om ordene står alene eller ej. Det vil jo sige at man bare fjerner tilføjelsen og indpakningen, vælger sin form og sætter tilføjelsen på igen. Sådan:
vi skal give besked til de/dem der var her i går →
vi skal give besked til dem →
vi skal give besked til dem der var her i går
På samme måde:
derefter vil de (fra Centrumsdemokraterne) fremsætte et forslag
dem (som vi har skrevet til allerede), behøver vi ikke give besked
dette har vi ærlig talt mere forstand på end de (der har studeret i mange år)
vi er stadig lidt i tvivl, og det er de (man kalder sikre sprogbrugere) også
dette er imidlertid kun et problem for dem (der har for mange penge)
derfor vil de (der er blevet udtaget til forsøget) blive fritaget for en del af deres daglige arbejde
det mener de (der har fremsat forslaget) i hvert fald.
Det er ikke svært. Kunsten består egentlig kun i at komme i tvivl.
