Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 19 Kort
 

 

Kort

af Erik Hansen, maj 1987
af Erik Hansen, maj 1987

Der er noget vist opmuntrende ved at halshugning og fredløshed er så sjældne emner at folk knap nok kender ordene. Men det skal ikke være halshuggelse og fredsløs (RA 15.4.87), men halshugning og fredløs.

"Så og så mange kr pr. 1." (TVA-tekst 8.4.87). Det ser lidt sjusket ud: kr. skal have forkortelsespunktum lige som ø., men metersystemets forkortelser skal ikke have det, altså: l, km, g, mm, dl osv. Forkortelsen pr. har jo lang tradition, men er egentlig fjollet da man hverken sparer plads eller tid ved at skrive en prik i stedet for et e – og så kan pr. jo både betyde per og præcis.

"De japanske finansierede fabrikker" (TVA 3.5.87) er lige så forkert som de kroniske syge, de kommunale ansatte og de økonomiske kriminelle. Altså de japansk finansierede fabrikker, de kronisk syge, de kommunalt ansatte, de økonomisk kriminelle.

BemærkBemærk
Dette er en ældre artikel som indeholder oplysninger der ikke længere er i overensstemmelse med gældende retskrivning! Med Retskrivningsordbogen fra 2012 udgik majonæse, og mayonnaise er nu den eneste korrekte form.

Tredielande (TVA-tekst 28.4.87). Tredje har de sidste 32 år skullet staves med j. Og så en kompliment til tv-teksterne, som 2.5.87 vovede at bruge staveformen majonæse – dette ord som synes at rumme hele den danske folkesjæl.

"Myte og virkelighed omkring vore forfædre" (TVK 8.5.87). Selvfølgelig kan man, som her, bruge omkring på en god og fornuftig måde.

"Det 18. århundrede" (26.4.87). Jeg må altid tage mig sammen for at huske at det betyder det århundrede der begynder med 17, og jeg har hørt selv historikere rode rundt i disse besværlige betegnelser. 1700-tallet er bedre!

Defination (RA 15.4.87) er en meget udbredt form, men gal er den!

"... hvor meget radioaktiv stråling som må være i atmosfæren" (progr. læsn. 13.5.87). Nej, det hedder hvor meget ... der og hvem af dem der ..., hvad der ..., hvilke ideer der ... osv. - uanset hvor meget det hedder ... som ... på svensk.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret