Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 16 Stil
 

 

Stil

af Jørn Lund, februar 1987
af Jørn Lund, februar 1987

Ikke sjældent hører man et virkelig papirknitrende skriftsprog, der overhovedet ikke er blevet tilpasset mediet. Det kan ytre sig ved brug af udtryk som svarende til, i indeværende år, på årsbasis (TVA 26/1), ved konstruktioner af typen "den i Sydafrika forbudte organisation" (TVA 29/1), ja hele manuskripter kan være holdt i stiv skriftsproglig stil (indslag om Mongoliet 15/1). Det kan måske skyldes travlhed, akut hastværk, for det optræder ikke sjældent hos medarbejdere, der ved andre lejligheder viser sig som dygtige reportere og gode fortællere. Men den form for formidling i TV-mediet hører fortiden til, for nu at bruge en kliche.

Men hvor langt kan man gå i retning af det talte sprog? Det spørgsmål er alene 25 sprogbreve værd. Lad mig her nøjes med at lægge et par eksempler frem til debat:

I TVA 29/1 sagde en medarbejder: "De her telefonbokse er yt". For mig at se er de her for disse ok i denne sammenhæng, og yt glider også ned. Men andre trækker måske grænsen et andet sted. I TVA 5/1 hørte vi to gange, at nogle ville "smide libyerne ud". Smide ud, ikke fordrive, tvinge ud eller noget tilsvarende. Det kan lyde lidt henkastet, og jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om henkastet sprog, hvor det drejer sig om militære træfninger.

Overskriften Stil kan måske lige akkurat bære min næste overvejelse. Under rubrikken "Kvart i ni" kunne man en uge høre nogle værdifulde udsendelser om voldsofre, en ofte overset gruppe i diskussioner om kriminalitet. Udsendelserne var "stærke", som de let bliver, når mennesker udtaler sig om afgørende oplevelser i deres liv. Ingen skuespiller kan erstatte den ægte vare på dette felt. Sproget har en dybde og gennemslagskraft som ellers kun sjældent. Alligevel kunne tilrettelæggeren ikke dy sig for at skyde underlægningsmusik ind under beretningen ved en række dramatiske højdepunkter. Musikken var omhyggeligt udvalgt og understregede for så vidt det verbale udsagn. Men principielt vil jeg løfte pegefingeren lige netop her: musikken svækker autenciteten og trækker i retning af fiktionen, det opdigtede, krimien, det underholdende. Hvis ikke sproget kan få lov at stå alene og tale for sig selv, når mennesker i deres egen rytme åbner sig i en beretning om afgørende hændelser, så er vi med til at underminere et vigtigt udtryksmiddel. Talt!

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret