Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 16
 

 

Sprogbrev nr. 16

af Jørn Lund, februar 1987

Naturlighed

Ægthed og naturlighed er solide dyder, næsten i enhver sammenhæng. Falskhed og unatur er af det onde. Hvis man som sprogbruger giver sine medmennesker indtryk af, at man nyder sin egen fremstilling, at man smager velbehageligt på ordene, kan man være sikker på at vække modvilje, uanset om man i øvrigt gør alt det, man skal, med sproget. Enhver sublim teknik er spildt nøje, hvis man tydeligt splitter sin person op i en talende og en iagttagende.

I gamle udsendelser (og på tidlige film) kan man høre (eller se) en udpræget bevidsthed hos så at sige alle medvirkende om, at "nu er jeg på". Typisk er det, at mange vinker til kameraet. Ætermedierne er efterhånden blevet en så selvfølgelig del af hverdagslivet, at man har nærmet sig en mere naturlig adfærd, og mange udsendelsestyper har etableret deres egen "naturlighedsnorm".

"De ringer – vi spiller" kan være et eksempel. Situationen er for så vidt inderligt unaturlig: To mennesker fører en samtale, som begge véd aflyttes af mange hundrede tusinde andre mennesker. Og forløbet er fastlagt og præget af, at begge på forhånd ved, hvilke emner der kan og skal tages op. Men udsendelsen har ikke noget stort naturlighedsproblem, for rammerne er velkendte, traditionen klippefast.

Det havde derimod den skuespillerinde, der sammensatte og præsenterede et aftenprogram en lørdag midt i måneden. Hun kunne ikke finde sin nye rolle, og samtalerne med kollegaen virkede hule.

Det kan også være vanskeligt at fastholde en naturlighed, når to medarbejdere i samme program udveksler henkastede bemærkninger, småsnak og kvikheder, som snart virker velforberedte, snart krænkende ligegyldige. Åh, vi er så afslappede, vi hygger os sådan, er vi ikke morsomme? - Selvfølgelig er der også makkerpar, der gør hinanden bedre og skaber ægte situationer, men som sædvanlig må vi i Sprogbrevet koncentrere os om det, der kunne være bedre.

Noget helt andet kan man møde i Udefra-redaktionens brug af de forskellige medarbejdere. De har hver deres kompetencefelter og en hel del fælles. Og snart er de uenige, irriterede på hinanden, aggressivt bedrevidende, snart reelt spørgende og nysgerrige. Samtalerne er reelle, naturlighedskravet er opfyldt.

Udtale

En korrespondent i TVA udtalte 27/1 ordet truede med o, altså som troede. Derved er han i pagt med en generel udvikling i sproget, hvorefter alle u-lyde efter r bliver til o: rossisk, brog (= brug), rode (= rude), roser (= ruser), gro (= gru). Der er næppe tvivl om, at de kommende generationer gennemfører dette sammenfald, men tilhører man som korrespondenten "forældregenerationen", har man som regel begge udtalemuligheder i sit sprog, og den nye virker påfaldende på midaldrende og ældre.

Passaser (passager) sagde en medarbejder i TVA 23/1, og det siger også 9 ud af 10 togførere i DSB. Men den herskende sproglige æstetik tager ikke hensyn til fagfolks udtale, så det er nok stadig klogest at sige passasjer.

Udtalen autolakkeri (24/1) må være en lapsus. Det hedder autolakereri.

I øvrigt kommer der om et års tid en stor dansk udtaleordbog, som jeg gennem nogle år har været med til at udarbejde for Statens humanistiske Forskningsråd. Sagen er den, at mange længe har savnet en ajourført opslagsbog, der kan fortælle om moderne dansk udtale. Der er medtaget knap 50.000 ord, herunder en del navnestof. Ordbogen er deskriptiv, hvilket indebærer, at vi beskriver forskellige former for dansk, både yngre og ældre rigsmål, regionale træk i udtalen, træk der viser social variation, mere og mindre distinkt udtale osv. Den første udtalevariant bliver rigsmålsudtalen hos en midaldrende dansker, der taler tydeligt! Værsgo!

Kort

I TVA 18/1 brugte man to forskellige udsagnsord i omtalen af de krigsoplysninger, der kom fra Iran og Irak. Den ene part hævdede, den anden sagde. Forskellen var næppe tilsigtet.

27/1 omtalte TVA nogle mennesker, der havde forsøgt et kupforsøg. Elegant er det ikke, men skaden er til at overse.

De store ulykker forårsages heller ikke af den omsiggribende brug af takket være i betydningen på grund af. Et rederi var (TVA 18/1) kommet i vanskeligheder takket være forskellige økonomiske transaktioner, folk kan snuble på gaden takket være deres snørebånd osv. Bedst er det nu stadigvæk at knytte udtrykket takket være til positive begivenheder.

Tidens dyrkelse af sociale vindere fører til, at et ord som topchef bruges i tide og utide, og der er efter min mening gået inflation i det, når det bruges om kontorchefer, af hvilke der findes adskillige tusinde her i landet. I TVA 4/1 omtaltes to topchefer i Farvandsdirektoratet. Så vidt jeg kunne forstå, havde de lige akkurat eget skrivebord...

Mest om nyhedsformidling

Hvorfor skriver I mest om stof fra Radioavisen og TVA? Det spørgsmål har vi fået flere gange, og det kræver et svar. Det skal vi! Der står i vores aftale om Sprogbrevet, at vi er særlig forpligtede over for dét sproglige materiale, og det er vel ikke helt ubegrundet. Den sproglige frihed er nok større i langt de fleste andre udsendelser, og visse steder skal vi ganske enkelt holde os fra: Vejrudsigten fra Meteorologisk Institut kan vi ikke kommentere – og det skal de være glade for!

Naturligvis regner vi ikke med, at vores råd, vink og advarsler altid bliver fulgt, men ikke sjældent har vi den fornemmelse, at en bemærkning slår igennem. At det ikke lykkes altid, viser nedenstående eksempler:

Sin/sit/sine/deres volder stadig problemer, navnlig når der er langt mellem ejestedordet og det ord, det henviser til: "Libyerne har hidtil aldrig rettet angreb mod sin sydlige nabo." (TVA 5/1). Selv den uofficielle danmarksmester i nyhedsoplæsning begik denne fejl i en radioavis sidst på måneden.

Det er heller ikke lykkedes os at bremse brugen af overstå i sammenhænge som: "lodtrækningen i fodbold blev overstået for få timer siden" (TVA 24/1).

Og godt foran tids- og mængdeangivelser m.m. optræder stadig, selv om udtrykket er tvetydigt. For yngre mennesker betegner det 'mindre end', for ældre og midaldrende 'mere end'. Derfor er det ikke heldigt at sige om en person, at han har siddet godt et år i bestyrelsen for J. Lauritzen (TVA 14/1), eller at bruge vendingen "godt 1 million børn under 16 år" (TV- A 29/1).

Klicheer

er heller ikke lette at begrænse. Fra venlige læsere har jeg fået en lille håndfuld til samlingen: "at lægge noget i mølposen" (TVA 29/1), "man kan ikke leve med sådan et forbud" (TVA 14/1), "budgettet kan ikke hænge sammen" (TVA 27/1), "historien handler om –––" (Ugen der gik 24/1 fl.g.).

Og så er overenskomsterne faldet på plads snesevis af gange i den forløbne måned. Man er nået til enighed, der er indgået forlig, parterne har forhandlet sig frem til et resultat – altsammen udmærket. Men udtrykket på plads antyder, at man er nået frem til den rigtige afgørelse, at der er én løsning, der er den rette. Brugt med skønsomhed er udtrykket godt nok, men strøet ud med løs hånd kan det fremme en absolutistisk holdning: Nu er alt vrøvlet skåret væk, hvert problem har sin løsning, og raske folk skal nok vide at finde frem til den. Sådan! Jeg har engang plaget Politikens kroniklæsere med en nærmere udredning af dette udtryk og mekanismerne bag.

Et gammelt menneske, der sad på et sygehus og ventede på en plejehjemsplads, fik denne sætning stukket ud af journalisten: "Du sidder i en situation, hvor du ikke ved, hvornår du kommer på plejehjem.". Denne brug af situation giver nok mange seere associationer i retning af "pædagogdansk", et lidt uretfærdigt udtryk i øvrigt. Lad også være med at omtale lærerne som skolelærere (TVA 26/1). Det virker noget nedladende, og lærerne er vant til, at de mennesker, der kalder dem skolelærere, som regel ikke sætter dem i nogen venlig belysning.

På klassen blev der sagt i en udsendelse, netop om skoleforhold. På klassen angiver aktiviteterne: "Vi talte om det på klassen", medens "i klassen" hos de samme sprogbrugere angiver rent fysiske, rumlige forhold: "Der lå et sæt stilebøger i klassen". Man kan diskutere noget "på klassen", selv når undervisningen er henlagt til det fri. Endnu opfattes denne sprogbrug uden for skoleverdenen som jargon. Men der er altså tale om en reel betydningsforskel.

Stil

Ikke sjældent hører man et virkelig papirknitrende skriftsprog, der overhovedet ikke er blevet tilpasset mediet. Det kan ytre sig ved brug af udtryk som svarende til, i indeværende år, på årsbasis (TVA 26/1), ved konstruktioner af typen "den i Sydafrika forbudte organisation" (TVA 29/1), ja hele manuskripter kan være holdt i stiv skriftsproglig stil (indslag om Mongoliet 15/1). Det kan måske skyldes travlhed, akut hastværk, for det optræder ikke sjældent hos medarbejdere, der ved andre lejligheder viser sig som dygtige reportere og gode fortællere. Men den form for formidling i TV-mediet hører fortiden til, for nu at bruge en kliche.

Men hvor langt kan man gå i retning af det talte sprog? Det spørgsmål er alene 25 sprogbreve værd. Lad mig her nøjes med at lægge et par eksempler frem til debat:

I TVA 29/1 sagde en medarbejder: "De her telefonbokse er yt". For mig at se er de her for disse ok i denne sammenhæng, og yt glider også ned. Men andre trækker måske grænsen et andet sted. I TVA 5/1 hørte vi to gange, at nogle ville "smide libyerne ud". Smide ud, ikke fordrive, tvinge ud eller noget tilsvarende. Det kan lyde lidt henkastet, og jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om henkastet sprog, hvor det drejer sig om militære træfninger.

Overskriften Stil kan måske lige akkurat bære min næste overvejelse. Under rubrikken "Kvart i ni" kunne man en uge høre nogle værdifulde udsendelser om voldsofre, en ofte overset gruppe i diskussioner om kriminalitet. Udsendelserne var "stærke", som de let bliver, når mennesker udtaler sig om afgørende oplevelser i deres liv. Ingen skuespiller kan erstatte den ægte vare på dette felt. Sproget har en dybde og gennemslagskraft som ellers kun sjældent. Alligevel kunne tilrettelæggeren ikke dy sig for at skyde underlægningsmusik ind under beretningen ved en række dramatiske højdepunkter. Musikken var omhyggeligt udvalgt og understregede for så vidt det verbale udsagn. Men principielt vil jeg løfte pegefingeren lige netop her: musikken svækker autenciteten og trækker i retning af fiktionen, det opdigtede, krimien, det underholdende. Hvis ikke sproget kan få lov at stå alene og tale for sig selv, når mennesker i deres egen rytme åbner sig i en beretning om afgørende hændelser, så er vi med til at underminere et vigtigt udtryksmiddel. Talt!

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.