Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogbrevet DR Sprogbrev nr. 11 I går aftes
 

 

I går aftes

af Erik Hansen, september 1986
af Erik Hansen, september 1986

En læser af Sprogbrevet spørger om jeg ikke kan give ham ret i at det ikke kan hedde i går aftes, men skal være i aftes. Dette går er jo helt overflødigt, idet i aftes jo kun kan være i går!

Først må det siges at der er visse sammenhænge hvor der skal understreges og paralleliseres på en sådan måde at i går aftes er helt uproblematisk: "Var det i går morges de sagde det i Radioavisen?". "Nej, det var i går aftes." – "I forgårs ved 20-tiden skete der en alvorlig færdselsulykke...". "Nå, jeg troede det var i går aftes".

Men ellers er det rigtigt nok at det er tilstrækkeligt at sige i aftes.

Der er nu ikke mange indfødte danske der føler sig det ringeste generet af i går aftes. Det er et godt eksempel på at en eller anden pludselig får øje på en overflødighed og gør det til en livsopgave at bekæmpe den – stik mod det danske folks fornemmelse af deres eget sprog. Hvis det er en lærer eller en anden person med indflydelse, kan der ske det at folk begynder at tage det alvorligt. Og det fortjener sagen ikke.

Det er nemlig sådan at i (går) aftes er et fast udtryk, nogle ord der i tidens løb er vokset sammen til en sær forstening. Tænk fx på formen aftes; hvor er n'et i aften blevet af? Er det ikke også ulogisk? I det hele taget tillader de faste, forstenede udtryk ikke at man bedømmer dem som de produktive dele af sproget. Gjorde vi det, kunne vi få nok at bestille. "Hun rejser næste mandag": her er næste jo overflødigt! Eller "Hun kommer på torsdag i næste uge": her er overflødigt. Skal det også være forkert og bekæmpes? "Hun bliver kun i tre dage": her er der et overflødigt i.

Man kan blive ved på den måde. Tænk fx lidt over følgende ord og udtryk: vi gik til fods han kunne knap stå på benene birketræ tunfisk sædvane – orangefarvet.

Moralen af dette er den sædvanlige: Der er absolut ikke noget i vejen med i går aftes, men hvis du kan huske det, så lad være med at bruge udtrykket. Der er nogle der hidser sig op over det, og det kan man altså spare dem for ved at sige i aftes.

Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR's forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR's Personalekursus/DR's Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.

Læs hele nummeret