Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk MP3 eller mp3? Store og små bogstaver i forkortelser
 

 

MP3 eller mp3? Store og små bogstaver i forkortelser

Hedder det "mp3" eller "MP3"? Og hvad er reglen for store og små bogstaver i forkortelser?
Hedder det "mp3" eller "MP3"? Og hvad er reglen for store og små bogstaver i forkortelser?

Svar:

Det er et godt spørgsmål du stiller, og ikke helt nemt at svare på. Det er Dansk Sprognævn der officielt er bemyndiget til at fastlægge ordenes staveformer, og det gør de ved at offentliggøre deres beslutninger i Retskrivningsordbogen. Den Danske Ordbog følger Dansk Sprognævns beslutninger. Et generelt princip er at jo mere en forkortelse opfører sig som et fællesnavn, dvs. ord som hus, bil og pige der kan bøjes i bestemt form og i ental og flertal, jo mere sandsynligt er det at det skal skrives med små bogstaver: bh, tv, ufo. Men det er kun en tommelfingerregel: Fx hedder det et VM (kun med stort) og  cpr-nummer eller CPR-nummer (valgfrit). Noget andet er at sprogbrugerne ikke overholder reglerne. Mange mennesker vil gerne stave forkortelser med store bogstaver, og det er  meget almindeligt at se formerne TV, CD, DVD osv. selvom det altså ikke er officiel retskrivning. I Den Danske Ordbog har vi taget disse former med for at vise at de er udbredte i sproget. Men vi viser deres status ved at skrive "uofficiel, men meget almindelig form: DVD" osv. Endelig er der de ord der ikke er taget med i Retskrivningsordbogen. De har således ikke nogen fastlagt, officiel stavemåde, og derfor tager vi disse ord med i den eller de mest udbredte former. Det er grunden til at vi har valgt formen MP3, som er langt den mest udbredte form. I tilfældet pdf/PDF har vi fundet at begge former er udbredte i sprogbrugen, og derfor har vi taget dem begge med. Hverken MP3 eller pdf/PDF står i Retskrivningsordbogen.

Det er muligt at det vil ændre sig. Næste udgave af Retskrivningsordbogen er planlagt til at udkomme i 2011, og jeg vil tro at flere af disse ord kommer med i ordbogen og får en officiel stavemåde. Sprognævnet ændrer undertiden også deres opfattelse fra udgave til udgave. Det skulle fx hedde AIDS i Retskrivningsordbogen fra 1986, men siden 1996-udgaven har ordet kun kunnet staves med små bogstaver: aids.

Du kan læse mere om store og små bogstaver i forkortelser i retskrivningsreglernes §14.

Jeg håber det kaster lidt lys over problemet. Som sagt, det er et kompliceret område, og der er ikke helt håndfaste regler, kun tommelfingerregler. Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.