Pladsere

Må man godt skrive "pladsere"?
Må man godt skrive "pladsere"?

Svar:

Det glæder mig at du stadig har interesse for det danske sprog. Hvis man slår op i ODS under placere, fremgår det at man tidligere "undertiden" kunne stave det pladsere og tilsvarende med pladsering (der er et par eksempler nede i artiklen). Det er forståeligt at man har forbundet ordene med det danske plads, men det er lånt fra det franske placer, derfor stavemåden med c. Formen pladsere er ikke officielt tilladt og har vist aldrig været det, men kan findes i ganske mange tekster på internettet. Så vidt jeg kan se, er der dog kun 1 pladsere for hver 200 placere. Håber du kan bruge svaret. Henrik Lorentzen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.