Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Pendulord: forfordele, bjørnetjeneste
 

 

Pendulord: forfordele, bjørnetjeneste

Hvorfor anerkender man forkerte betydninger af ord?
Hvorfor anerkender man forkerte betydninger af ord?

Svar:

Det er et stort spørgsmål du stiller, og ikke noget man kan svare kort på. Alligevel vil jeg gøre et forsøg.

Evnen til at tale et sprog er biologisk forankret. Alle der bliver født og udsat for sproglig stimulering af omgivelserne som små, vil automatisk lære at tale. Det er lidt ligesom når vi lærer at gå. Det sker umærkeligt og helt af sig selv for et normalt menneske.

Sådanne biologiske evner giver det ikke mening at andre skal bestemme over. I nogle ganske få sammenhænge kan man godt fortælle folk at de skal fx gå på en bestemt måde sådan som det sker for soldater i militæret der skal lære at marchere. Og tilsvarende er der sammenhænge hvor fx en arbejdsgiver kan fortælle de ansatte hvordan de skal tale. Det gælder fx nyhedsoplæsere der kan blive instrueret i en bestemt måde at tale på som svarer til arbejdsgiverens ønsker.

Men ellers har mennesket levet og haft et sprog helt naturligt i mange år. Hvor mange, er videnskaben ikke helt klar over, men formentlig 50-150.000 år, måske mere endnu (bl.a. afhængigt af hvordan man adskiller menneskets sprog fra andre biologiske arters meddelelsessystemer). Og i langt størstedelen af den tid mennesket har haft et sprog, har det udviklet sig af sig selv, uden at nogen udefra har grebet ind og dikteret hvad der er rigtigt og forkert. Sproget er jo et socialt fænomen, og ordenes betydning bliver fastlagt i kraft af at mennesker kommunikerer sammen og undervejs i kommunikationen bliver enige om hvordan ordene skal opfattes. Men vi kommunikerer ikke lige meget med alle mennesker der taler samme sprog, og derfor har der til alle tider også været variation i sproget. Sproget varierer fra sted til sted og på tværs af generationer.

Når sproget varierer, kan det aflæses historisk som sprogforandring. Sproget forandrer sig både lydligt, grammatisk og med hensyn til betydning, stilleje osv. Hvis man slår op i en ordbog der beskriver ældre sprog, kan ændringerne aflæses i betydningsforklaringerne. Prøv fx at slå op i Ordbog over det danske Sprog under lemfældig. Her forklares ordet som

     "omhyggelig for ikke at anrette (større) ødelæggelser, skade, gaa for haardt frem mod en olgn.; som tager forsigtigt, blidt ell. lempeligt, mildt paa noget"

Den forklaring overrasker mange i dag, for sådan bruges ordet næsten ikke i 2011. I Den Danske Ordbog lyder den første forklaring derfor:

     "ikke omhyggelig nok; skødesløs, sjusket"

Forklaringen er desuden forsynet med oplysningen: "kendt fra 1967". Betydning 2 lyder:

     "ikke særlig streng eller hård; mild, lempelig"

og den forklaring er forsynet med oplysningen "sjældent". Betydning 2 er den ældre betydning, svarende til forklaringen i ODS, som nu er blevet sjælden, mens den nye, kendt fra 1967, er den eneste de fleste yngre mennesker kender til. For 40 år siden har der været større diskussion om hvad der var den "rigtige" betydning af de to. I dag ved vi at den "forkerte" betydning har vundet. Jeg sætter "rigtig" og "forkert" i anførselstegn fordi det selvfølgelig ikke giver mening at kalde en betydning "forkert" bare fordi den er yngre. Og det er den væsentligste grund til at de fleste sprogforskere ikke anerkender rigtig/forkert brugt om sprogets betydninger. I bund og grund er der ikke nogen logisk, udefra givet sammenhæng mellem et ords form og dets indhold, og sproget er da ligeglad med om vi kalder det for Geburtsdag – som var det almindeligste ord indtil omkring midten af 1800-tallet – eller fødselsdag, bare vi forstår det samme ved ordet.

Fordi sproget varierer, er man nogle gange i den, indrømmet, ikke særlig hensigtsmæssige situation at man har enten to konkurrerende betegnelser for samme betydning eller to betydninger der gør krav på samme betegnelse. Sådan er det med pendulord som forfordele og bjørnetjeneste. En dag vil den ene betydning sikkert vinde og den anden vil måske gå i glemme bogen. Sådan har det været altid. Det er derfor vi ikke kan forstå det dansk som vikingerne talte. Det er måske lidt ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det.

Anderledes er det med skriftsproget. Det er ikke noget vi fødes med; de fleste af de 100.000 år mennesket har haft et sprog, har de jo levet uden et skriftsprog og har sikkert ikke savnet det. Skriftsproget er ikke biologisk givet, og derfor giver det meget bedre mening at regulere det så vi følger fælles regler for stavning og tegnsætning. Og det er der nogen der bestemmer over. I Danmark er det ved lov bestemt at Dansk Sprognævn har autoritet til at fastsætte hvordan ordene staves, og hvordan tegnsætningen skal være.

Men talesproget er der ingen der bestemmer over. Hvis du spørger mig, synes jeg det er rigtigt sådan. På den måde har sproget klaret sig fint indtil nu.

Med håb om at der nu er stof til at diskutere videre med omgivelserne. Lars Trap-Jensen

Kommentar:

Tak for dit svar. Jeg kan sagtens følge tankegangen vedrørende sprogets selvstændige dynamik. Jeg mener dog, at der væsentlig forskel på dit eksempel og de to ord, som jeg har skrevet til dig om. Som du selv er inde på, er enighed om ordenes betydning en forudsætning for, at sproget fungerer. Forståelsen af de enkelte ords betydning trækkes ikke ned over hovedet på os, men når vi møder nye ord, gætter vi os gerne til deres betydning udfra konteksten og forsøger så, eksperimenterende at bruge dem selv.

Således er der en logisk tankerække i at lemfældigt udvikler sig fra betydningen 'ikke at gå for hårdt frem', over betydningen "'kun gøre overfladisk"', til at få betydningen 'sjusket'. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan betydningen har forandret sig over tid ved eksperimenterende anvendelse af ordet, med udgangspunkt i den oprindelige, eller gældende betydning. På den måde flytter sproget sig i takt med den virkelighed, det skal bruges til at beskrive, og denne sproglige bevægelse er sædvanligvis til at forstå eller følge med almindelig, sund fornuft. Sproget flytter sig, fordi det anvendes.

Specielt som lærer oplever man, hvordan denne måde at lære sproget på, foregår i praksis. Man oplever også, at metoden af og til slår fejl. Nogen gætter forkert og kommer til at bruge ordet stik modsat af den gængse betydning. Der er altså ikke tale om udvikling, men om en fejltagelse, der bør påpeges som netop en fejl, af hensyn til den der begår den. Når det er børn der begår dem, er der ikke så mange krumme tæer forbundet med at rette på det. Det bliver lidt mere pinagtigt, når det er voksne mennesker, der gætter forkert, men det ændrer ikke på, at det er fejltagelser. Hvis ikke de betragtes som sådan, ender sprogbrug og sprogundervisning som absurde umuligheder, fordi de fælles konventioner om ordenes betydning netop er en forudsætning for sprogets anvendelighed. Uden dem bliver det umuligt at gøre sig forståelig. Det bliver umuligt at lovgive og indgå aftaler, kort sagt, at interagere.

Sproget er meningsbærende. En stor del af vores ord giver mening, så de kan forklares til én der spørger, hvorfor det hedder sådan. Dét er bevaringsværdigt og burde ikke være hæmmende for sprogets udvikling. For mig at se, er de to ord, som jeg skrev til dig om, indlysende eksempler på fejltagelser. Derfor mener jeg, at man gør folk en bjørnetjeneste ved at anerkende deres "nye" betydninger, fordi de af gode grunde ikke er meningsfulde. De har – i modsætning til lemfældig, fødselsdag/geburtsdag og de oprindelige betydninger af bjørnetjeneste og forfordele – ikke en meningsfuld etymologi.

Mit brev til dig var en reaktion på, at jeg fra en journalist modtog en henvisning til jeres "sproghjælp", som svar på at jeg – og mange andre – havde påtalt hans anvendelse af forfordele i betydningen favorisere i en avis. Dermed bliver det netop som du ønsker at undgå. Fremfor at sproget er selvforklarende gennem meningsfuldhed, bliver betydningen fastlagt ved, at Det Danske Sprognævn har vedtaget eller godtaget den. Det var vel ikke meningen? Mikkel S.

Svar:

Jeg mener selvfølgelig som du at der er forskel på børn og voksne, og at det er i orden at opdrage børn sprogligt ved at gøre opmærksom på uhensigtsmæssig sprogbrug. Som enkeltpersoner er vi også i vores gode ret til at kommentere voksnes sprog – den der er optaget af sproget, kan næsten ikke lade være – men man kan jo godt gøre det uden at kalde andres sprog for fejl.

Problemet med fejl og korrekthed er at disse betegnelser kun giver mening hvis der er en autoritet der bestemmer hvad der er korrekt. Og det er der altså ikke når det gælder betydning og talesprog. Det gør ikke alt sprog lige godt eller lige gyldigt, og du skal endelig blive ved med at kommentere det når journalister og andre skriver forfordele når de mener 'begunstige'. Men der er ingen garanti for at eftertiden vil give dig ret; det ved vi simpelt hen ikke endnu. Min pointe er at det ikke hjælper at "have ret" hvis alle andre efterhånden bliver enige om en ny betydning.

Sproghistorien er fuld af den slags "fejl". I eksemplet forfordele er der vel tale om at folk har været usikre på ordet og har nytolket det ud fra hvad de har syntes var pålydende 'give nogen en fordel frem for en anden'. Sådan er det også med ord som snedker, bødkerog købmand, hvor nogle mennesker er begyndt at udtale d'et og b'et selvom lydudviklingen egentlig havde fjernet dem. De udlæser bogstaverne og indsætter konsonanterne hvor de egentlig ikke skulle være. Fejl? Eller alle folkeetymologierne hvor folk tror at et ord kommer af noget andet end hvad der egentlig er tilfældet: Latinsk levisticum bliver til dansk løvstikke, det franske (venez) m’aider bliver på engelsk til mayday, det tyske Eisvogel bliver på dansk til isfugl selvom det tyske ord Eis etymologisk set er Eisen = 'jern' (pga. den metalskinnende fjerdragt). Fejl? Tja, det er jo i hvert fald forvanskninger af forlægget, men det ved de fleste mennesker ikke noget om når de bruger ordene, og i dag er det de rigtige ord at bruge selvom de altså engang blev dannet – fejlagtigt – ved en bogstavelig udlæsning, helt parallelt, synes jeg, med forfordele og bjørnetjeneste. I øjeblikket foregår der en konkurrence mellem betydningerne af de to ord fordi de begge er levende, og den strid skal de enkelte sprogbrugere da endelig engagere sig i.

I Den Danske Ordbog forholder vi os da heller ikke helt neutrale. Vi vil gerne vejlede om sprogbrugen, og det er grunden til at vi ved de nye betydninger hejser et advarselsflag ved at skrive "denne betydning regnes af mange/nogle for ukorrekt". Derved bliver brugeren forhåbentlig opmærksom på at den pågældende betydning ikke er helt neutral, og kan lade være med at bruge den hvis han/hun vil være sikker på undgå misforståelser. Men vi udelader ikke betydningen hvis den er tilstrækkelig udbredt i sproget. Læs evt. mere om korrekthed i Den Danske Ordbog i afsnittet Beskrivelse eller norm. Lars Trap-Jensen

Kommentar:

Jeg takker for omhyggelige og interessante svar.

Man får jo næsten lyst til at diskutere videre, alene for at få dig til at give flere eksempler. Jeg elsker etymologien, historierne om sprogets skabelse. De stimulerer fantasien, så man næsten får en oplevelse af, at komme på besøg i tankerne hos tidligere tiders sprogbrugere. Sprogpedanter som jeg, kan så selv tilføje egne meningsskabende digterier, eksempelvis om isfuglen, hvis danske navngiver måske var helt bevidst om, at "undersættelsen" var (nu skriver jeg det, altså!) forkert, men egentlig fandt det meget passende med billedet af glimtende isstykker til beskrivelse af den metallisk skinnende fjerdragt.

Jeg skal forsøge at indføre ordet "uhensigtsmæssigt" i stedet for "forkert", når jeg eksempelvis kommenterer sportsjournalister, der fortæller om "...afløseren for holdets normale målmand...", så man forgæves sidder og spejder efter den stakkels afløsers handicap... Mikkel S.

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.