Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Livmodere eller livmødre
 

 

Livmodere eller livmødre

Hvad hedder en "livmoder" i flertal?
Hvad hedder en "livmoder" i flertal?

Svar:

Du har skam set helt rigtigt. Livmoder (eller livmor) bøjes i flertal livmodere, livmoderne. Sådan har det officielt været siden 1986 da disse flertalsformer blev optaget i Retskrivningsordbogen, og grunden er vel den at en livmoder ikke er en person ligesom jordemoder/jordemorog bedstemoder/bedstemor, og så er sammenhængen mellem livmoder/livmor og moder/mor ikke længere så nærværende. Det er det samme der er på spil ved ordet byldemoder/byldemor ('klump af dødt væv i en byld'). Her anfører Den Danske Ordbog (ligesom Retskrivningsordbogen) tilsvarende flertalsformerne byldemodere, -moderne. Og det samme gælder i øvrigt for en del andre ord: koøje – koøjer (ikke -øjne), okseøje – okseøjer (planten), bjørneklo – bjørneklo/bjørnekloer (ikke -kløer), følfod – følfod (ikke -fødder). I ordet gravko er flertalsformen valgfri: gravkoer eller gravkøer. Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.

Disse artikler kunne måske også have interesse