Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Likvidering
 

 

Likvidering

Hvor stammer ordet "likvidering"s betydning fra?
Hvor stammer ordet "likvidering"s betydning fra?

Svar:

Tak for dit interessante spørgsmål om likvidering.

I mit svar vil jeg i stedet for navneordet likvidering bruge udsagnsordet likvidere, som navneordet jo kommer af. I Ordbog over det danske Sprog (ODS) kan du finde ordet likvidere. Du vil se at ordet har to betydninger, der har med økonomi og handel at gøre og dermed har forbindelse til ordet likvid. Derimod optræder betydningen 'dræbe' ikke. Det gør den derimod i det 5-binds supplement til ODS der er udkommet 1992-2005. Efterhånden skal indholdet i dette supplement tilføjes til den elektroniske udgave af ODS, men det er altså ikke sket endnu for denne nye betydning af likvidere. Det fremgår af supplementet at den nye betydning er opstået under besættelsen; der står i supplementet 'dræbe en stikker ell. en landsforræder ved en uofficiel henrettelse; rydde en modstander af vejen'. Det kan tænkes at den nye sprogbrug er fremkommet ved en overført brug af likvidere i den gamle betydning; i artiklen i ODS er der jo brugt udtryk som bringe ud af verden; afregne et mellemværende; afvikle. Ved at bruge likvidere om et stikkerdrab slører man hensynsfuldt selve gerningen og dens detaljer; det kan have været meningen til at begynde med da nogen begyndte at bruge ordet sådan. At denne betydning ikke er med i ODS oprindelig, skyldes at bindet med likvidere udkom i 1931, altså før besættelsen. Kjeld Kristensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.