Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Kamphund, muskelhund
 

 

Kamphund, muskelhund

Hvorfor definerer Den Danske Ordbog visse hunderacer som ”kamphunde” og ”muskelhunde”?
Hvorfor definerer Den Danske Ordbog visse hunderacer som ”kamphunde” og ”muskelhunde”?

Svar:

Tak for din henvendelse. Vi er helt klar over at vi er inde på et følsomt område, og jeg er også på det rene med at ejere af de nævnte hundetyper kan have svært ved at acceptere at andre kalder dem for kamphunde eller muskelhunde. Det enkelte eksemplar kan jo være verdens sødeste hund.

Som jeg læser din henvendelse, er det nærmest som om du benægter at ordet kamphund findes. Det har ingen berettigelse eftersom det ikke kan påvises at der er racer som er mere aggressive end andre. Men vi der laver ordbøger, beskriver ordene i sproget, og jeg mener det er hævet over enhver tvivl at ordet kamphund findes og bruges. Spørgsmålet er hvordan det bruges, altså hvad folk mener når de taler om en kamphund. Det er deri vores opgave som ordbogsredaktører består. Og her må jeg fastholde at sprogbrugen er sådan at kamphund refererer til en 'stærk, aggressiv hund af en race der er udviklet til brug i arrangerede hundekampe'.

Det er ikke de biologiske facts i sig selv, men danskernes brug af ordet der afgør hvordan vi beskriver betydningen. Tillægsoplysningen, altså hvilke racer det drejer sig om, stammer fra den debat der førte til lovgivningen på området, lov nr. 717 af 25. juni 2010. Heri opregnes i § 1.a de i alt 13 hunderacer der er omfattet af loven, og det er den oplysning vi et vist omfang har villet videregive fordi vi skønner at en del mennesker netop er interesserede i at vide hvilke hunde det drejer sig om. Vi skriver med overlæg at betegnelsen kamphund "bruges om hunde af racerne ..". Det gør vi som en neutral beskrivelse af hvordan sprogbrugen er.

Problemet er lidt det samme som det der knytter sig til politisk korrekthed. Det er jo ikke ualmindeligt at folk kalder hinanden for sindssyge selvom de ikke har en klinisk diagnose på en psykisk sygdom. Det er den måde ordene bliver brugt på, vi beskriver i ordbogen. Lars Trap-Jensen PS! Jeg har nu erstattet bull terrier med amerikansk bulldog i ordbogsartiklen. Det skyldes at artiklen er ældre end lovbestemmelsen. Som sagt er den redigeret mens debatten stadig stod på. Ændringen slår igennem ved næste opdatering.

Kommentar:

Mange tak for dit svar. Jeg beklager, at min henvendelse har givet anledning til misforståelse, så det vil jeg naturligvis gerne rette op på.

Fair Dog – og jeg – benægter på ingen måde, at der findes kamphunde. Tværtimod. Kamphunde findes, og de opdrættes og trænes, som jeg også skriver i min henvendelse, bl.a. i Østeuropa.

Dét vi benægter er, at kamphunde er en race, og at de nævnte racer i jeres beskrivelse er kamphunde. Det er der intet som helst belæg for – heller ikke i Lov om hunde (!) og er direkte forkert. Læser man de bøger, der er skrevet om kamphunde f.eks. Richard K Fox 'The Dog Pit', de informationer, der er tilgængelige på internettet, samt de videnskabelige undersøgelser på området fremgår det uden al tvivl, at der ikke er tale om racer.

Hvis I endelig vil nævne de racer – og blandinger heraf – der p.t. er forbudt i Danmark, så kan I jo skrive, at de er forbudt – for det er, hvad de er – og intet andet. De er hverken muskelhunde eller kamphunde. Der er hverken statistisk, dokumentarisk eller erfaringsmæssigt belæg for at kategorisere listehundene som sådan. Det har intet med følelser og holdninger at gøre – det er en saglig konstatering.

Når du skriver, at betegnelsen kamphund "bruges om hunde af racerne ..". er en neutral beskrivelse af hvordan sprogbrugen er, så er det bestemt en stor tilsnigelse. Der er intet neutralt i at betegne racer som kamphunde/muskelhunde, når de ikke er det. Som sagt, så er disse hunde – og blandinger heraf – p.t. forbudt i Danmark. Bortset fra de hunde, der er anskaffet før lovens ikrafttrædelse, for de er lovlige i Danmark grundet overgangsordningen jf. Lov om hunde.

Med dette håber jeg at have ryddet alle misforståelser af vejen, ellers er du meget velkommen til at kontakte mig telefonisk, så skal jeg gerne forklare mig nærmere.

Foreningen Fair Dog, vores medlemmer og vores netværk glæder os til at se den korrekte definition på begrebet kamphund i Den Danske Ordbog. Hjertelige hilsener Inger H. 15. marts 2011

Svar:

Tak endnu engang for kommentarer. Jeg tror egentlig ikke vi er så uenige om substansen i sagen. Men nok i hvordan man beskriver den. Det er efter min mening ikke nogen tilsnigelse at skrive at ordet kamphund bruges til at betegne en række racer. Det er en neutral beskrivelse af sprogbrugen uanset om man er uenig i det synspunkt at der er en sammenhæng mellem race og karaktertræk hos hunde. Det neutrale består i at videregive hvordan sprogbrugen er. Det afgør man ikke med videnskabelige undersøgelser af hunde og deres adfærd, men derimod ved at undersøge sprogbrugen.

Ifølge min – og de fleste sprogforskeres – opfattelse findes der ikke noget der hedder en "korrekt sproglig definition" af et ord, korrekt i betydningen objektiv og autoritativ. Officielt er det kun ordenes stavemåde der kan være korrekt eller ukorrekt – fordi Dansk Sprognævn er blevet bemyndiget ved lov til at bestemme hvad der er gældende dansk retskrivning. Men når det drejer sig om andre sider af sproget, udtalen og betydningen fx, er det alene sprogbrugerne der ved deres sprogbrug afgør hvad de i fællesskab forstår ved ordene. Selvfølgelig kan der være variation i sprogbrugen, og dette er vel et eksempel på at nogle – et mindretal – bruger ordene kamphund og muskelhund på en anden måde end flertallet.

Ikke desto mindre har jeg forståelse for dit synspunkt, og jeg kan også godt følge argumenterne et stykke ad vejen. Dit forslag om at oplyse hvilke racer der er forbudt, synes jeg godt om. Vi er selvfølgelig ikke ude på at tage parti i en diskussion som ligger uden for vores område, og jeg har derfor revideret artiklerne så der nu kun står at racerne er forbudt.

Jeg vil tro at denne beskrivelse er mere i overensstemmelse med din opfattelse – uden at være uforenelig med den almindelige sprogbrug. Ændringerne slår igennem næste gang vi opdaterer ordbogen på nettet. Lars Trap-Jensen

Læs de reviderede artikler kamphund, muskelhund i Den Danske Ordbog.

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.