Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Jul – jule
 

 

Jul – jule

Findes "jul" ikke i flertal?
Findes "jul" ikke i flertal?

Svar:

Det korte svar er: Nej, det mener vi ikke den gør.

Det uddybende svar er lidt længere og knap så klart. Den Danske Ordbog er en korpusbaseret ordbog, og det betyder at den beskriver sproget sådan som det bliver brugt. Ordbogen er baseret på et korpus af tekster (en del af det kan ses i KorpusDK), og for hvert ord og bøjningsform har vi taget stilling til om der er forekomster nok til at vi vil tage en bestemt form med. Flertalsformerne jule og julene forekommer ikke i nogen tekster i korpus, og derfor har vi kun taget entalsformen med i Den Danske Ordbog. Det samme gælder for tilsvarende ord for højtider/tidspunkter som påske, sankthans, dåb m.fl.

Det betyder ikke nødvendigvis at man så ikke kan have brug for at udtrykke de pågældende ord i flertal; det kan man godt, og det er vel også derfor du spørger. Og man kan se at fx Retskrivningsordbogen har taget flertalsformer med af fx jul og påske, derimod ikke af dåb, sankthans og fastelavn. Alligevel har vi vurderet at når formerne ikke kan påvises i vores beskrivelsesgrundlag, er det mest rimeligt ikke at tage dem med. Jeg er helt opmærksom på at man godt kan finde en del forekomster på nettet af flertal, og måske vil sprogbrugen en dag have ændret sig så meget at vi bør tage den med – på samme måde som entalsformen forælder nu står i mange ordbøger, herunder DDO, men tidligere kun var godkendt i flertal.

Arbejdet med korpus som beskrivelsesgrundlag har lært os at mange sproglige fænomener ikke er et spørgsmål om hvad der er muligt og umuligt, men derimod snarere hvor sandsynligt det er at et bestemt fænomen forekommer. I tilfældet jul gælder det at det ikke er nogen sandsynlig form, men heller ikke en umulig form.

Vær i øvrigt opmærksom på at Retskrivningsordbogen i dette tilfælde ikke kan bruges til at afgøre spørgsmålet. Bøjningsformer ligger ud over hvad Dansk Sprognævn har bemyndigelse til at fastsætte, og redaktionen af Retskrivningsordbogen har derfor truffet deres egen beslutning ligesom vi har truffet vores. Der kan godt argumenteres for begge løsninger, men indtil videre holder vi fast i vores. Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.