Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Hamster – hvilket køn?
 

 

Hamster – hvilket køn?

Er der regler for hvilket køn dyr er?

Spørgsmål:

Lige hjemkommet fra en fødselsdagsfest hvor diskussionen gik heftigt over kaffen (!) om, hvorvidt det lille kæledyr er en eller et hamster må jeg have hjælp til at løse problemet, der er helt nyt for mig.

Nogle hævdede, at retsskrivningsordbogen 'tillader' begge dele, så vel hjemkommet googlede jeg Hamster. Her er der eksempel på begge dele. Retsskrivningsordbogen hælder – som jeg selv – til en.
 
Nu spekulerer jeg så på, om der er regler for om dyr er fælles- eller intetkøn. Der er en gris, ko, hest, hund, kat, mår og et føl, lam, svin, egern, rå-/elsdyr, men en rå/elg. Gerd H. 24. september 2011

Svar:

Tak for spørgsmålet om dyrs grammatiske køn.

Helt overordnet er fordelingen af danske navneord på fælleskøn-intetkøn 3:1. Ca. 75 % af alle danske navneord er altså fælleskøn. Man kunne tænke sig at fordelingen er noget lignende når det gælder navneord der betegner dyr. Jeg har ingen steder set nogen statistik på området, men jeg kan dog alligevel give et par oplysninger. Betegnelser der dækker over dyr uden hensyn til biologisk køn, og hvor der ofte findes et ord for et dyr af hankøn og et ord for et dyr af hunkøn, er sommetider intetkøn, fx et svin (orne, so), et får (en vædder, et får). Også betegnelser for dyreunger kan ofte være intetkøn, fx et lam, et kid, et føl. Du anfører også nogle af disse ord. Desuden er dyrenavne der er sammensætninger med et ord af intetkøn som andetled, netop intetkøn, fx næsehorn, firben, stankelben, dødningehoved og dyrenavne der ender på -dyr, fx rådyr, bæltedyr, dovendyr.

Med hensyn til hamster vil jeg nu hellere sige at Retskrivningsordbogen normerer fælleskøn. Det kan måske interessere dig og dine fæller fra fødselsdagsfesten at informationsdatabasen InfoMedia indeholder 774 forekomster af en hamster og 60 forekomster af et hamster. Der er altså lidt vaklen i sprogbrugen. Kjeld Kristensen

Læs evt. om Sprogligt kønsskifte på sproget.dk

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.