Fredspris

Hvor gammelt er ordet "fredspris"?
Hvor gammelt er ordet "fredspris"?

Svar:

Ordet Fredspris (og for den sags skyld Nobelpris) kom først med i Supplement til ODS. Her defineres det: 'æresbelønning for en indsats til fremme af fred i verden, uddelt af Nobelstiftelsen siden 1901'. Det ældste belæg, ODS-S har fundet i dansk, er fra 1912 (en roman af Helge Rode: Grev Bonde og hans Hus, side 178). Man skal dog være opmærksom på, at Fredspris (og Nobelpris) indtil ca. 1945 konkurrerede med synonymet Fredspræmie (Nobelpræmie). Det ældste belæg på Fredspræmie i betydningen 'fredspris', ODS-S kender, er fra 1903 (Politiken 11/12 1903). Henrik Andersson

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.