Båtnakke

Er Den Danske Ordbogs forklaring af "båtnakke" forkert?
Er Den Danske Ordbogs forklaring af "båtnakke" forkert?

Svar:

Du virker meget sikker i din sag. Her på redaktionen har vi ikke kunnet finde noget grundlag for at udtale os med større sikkerhed, nærmest tværtimod. Vi vil fastholde at det amerikanske buttneck er en sandsynlig inspirationskilde for det danske ord båtnakke. Personlig gætter jeg på at også den amerikanske tegnefilm om Beavis & Butthead kan have inspireret det danske ord. Tegnefilmen blev sendt på MTV, første gang i 1993, samme år som det tidligste belæg for båtnakke. Derimod er jeg enig med dig i at forklaringen på det engelske ord buttneck ikke er så heldig. Jeg har derfor ændret lidt i ordlyden på forklaringen så den nu lyder: "af uvis oprindelse, muligvis påvirket af amerikansk engelsk buttneck 'fed hals', dannet af butt 'røv' og neck' hals'". Ændringen vil kunne ses næste gang vi opdaterer. Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.