Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Spørgsmål og svar fra ordnet.dk Afghanistan
 

 

Afghanistan

Bør det udtales med "au" eller "f"?
Bør det udtales med "au" eller "f"?

Svar:

Tænk, jeg har det lige omvendt: Jeg bliver irriteret når jeg hører udtalen med "f". Det viser bare at sproget og udtalen er et meget personligt anliggende, og jeg er ikke sikker på at vores irritation bliver mindre bare fordi vi får flere argumenter.

Når vi i Den Danske Ordbog anfører udtalen med "au", skyldes det alene at det er den mest almindelige udtale af ordet. Hvis udtalen med "f" havde været den mest udbredte, ville det være den vi havde anført. Det er altså ikke et spørgsmål om personlig præference. I Den Store Danske Udtaleordbog nævnes udtalen med "f" også – dog med anmærkningen: "hos et mindretal". Der er ikke nogen der har myndighed til at foreskrive hvordan ordene skal udtales, så det er alene sprogbrugen der afgør hvilken form vi anfører i ordbogen. I modsætning til en specialordbog som Udtaleordbogen kan vi i Den Danske Ordbog ikke bringe alle de mindre udbredte udtalevarianter af et ord, og derfor har vi ikke taget din udtale med.

Jeg tror at grunden til at "au"-udtalen er den mest udbredte, er den at næsten alle andre ord i det danske sprog der begynder med stavelsen af-, udtales "au", og det har smittet af på Afghanistan – selvom første stavelse i det ord selvfølgelig ikke har noget at gøre med det danske ord af. Når vi udtaler udenlandske navne på dansk, bliver de næsten automatisk tillempet de regler der gælder for dansk. Det er derfor danskere fx udtaler bynavne som Berlin, Paris og Athen med stød selvom de ikke har det i de sprog navnene kommer fra. I andre sprog, hvor der ikke er udtalemæssigt sammenfald i ordet af, er det derimod naturligt at bevare udtalen med "f".

Men bliv endelig ved med at udtale ordet med "f". Jeg har lagt mærke til at Jes Dorph-Petersen og flere af hans kolleger på TV2-Nyhederne gør hvad de kan for at fremme din udtale. Så måske lykkes det en skønne dag. Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs ordnet.dk-redaktion modtager, og som publiceres under rubrikken Sprogligt. Se det oprindelige spørgsmål på ordnet.dk.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.