Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Mål og Mæle Velformuleret

 

Velformuleret

Mål & Mæle 15:1, 1992

af Erik Hansen, Mål & Mæle 15:1, 1992

BemærkBemærk!
Dette er en ældre artikel, hvor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt!


Spørgsmålstegn Spørgsmål:

Et indlæg kan være velformuleret, men den der formulerer det, må da være velformulerende. Alligevel hører man altid om en velformuleret mand. Er det korrekt?

Ove Djurhuus, Værløse

Udråbstegn Svar:

Det er rigtigt at velformuleret brugt om menneskers evne til god formulering, er lidt skævt rent grammatisk.

De tillægsformer der ender på -ende, er aktive, dvs. at det navneord de hører til, er grundled i en tilsvarende sætning: betalende gæster/gæsterne betaler, det vindende hold/holdet vinder, en meget skrivende journalist/journalisten skriver meget.

Hvis vi har at gøre med udsagnsord, som kan have genstandsled (de såkaldte transitive verber), så forholder det sig sådan at den anden tillægsform, den der ender på -(e)t, er passiv, dvs. at det navneord den hører til, er genstandsled i en tilsvarende sætning: en betalt regning/vi betalte regningen, en vundet kamp/de vandt kampen, en godt skrevet artikel/hun skrev artiklen godt.

Ud fra dette skulle vi vente et velformuleret brev/han formulerede brevet godt, men en velformulerende person/han formulerer sig godt, jf. en veltalende dame, en højtråbende politiker osv.

Den aktive brug af velformuleret – og af velartikuleret med samme betydning – er kommet ind i dansk o. 1970, og stammer muligvis fra engelsk. Men der fandtes i forvejen lignende eksempler i dansk:

en lærd mand, en studeret person, en drukken sømand, en forædt biskop, en berejst kvinde, en skadelidt familie, en ordholden mand, en hævdvunden ordning o.fl.

Tager vi formen kendt, er den ligefrem flertydig mht. aktiv og passiv. Han er kendt her i byen betyder enten at han kender byen, eller byen kender ham.

velformuleret er nok en skæv dannelse, men den står ikke helt alene.

Om det så er korrekt? Ja, velformuleret er kommet med i Retskrivningsordbogen (1986), og det står uden betydningsangivelse. Herved er det markeret at Retskrivningsordbogen regner både et velformuleret brev og en velformuleret person for korrekt. Det er man nået frem til ved at konstatere at de fleste omhyggeligt og korrekt talende ikke har noget imod at de selv og andre bruger det aktive velformuleret.