Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Mål og Mæle Sproglig forenkling

 

Sproglig forenkling

Mål & Mæle 18:4, 12/1995

af Erik Hansen, Mål & Mæle 18:4, 12/1995

BemærkBemærk!
Dette er en ældre artikel, hvor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt!


Spørgsmålstegn Spørgsmål:

Jeg læser i WeekendAvisen at sprogene i tidens løb går mod forenkling. Bøjningsformer forsvinder, reglerne bliver mindre indviklede osv. Men hvordan er det så gået til at gamle sprog som græsk og latin er blevet så komplicerede som de er på alle områder?

Jens P. Jakobsen, Thisted

Udråbstegn Svar:

Dit udgangspunkt er den iagttagelse at sprog øjensynlig forenkles i løbet af historien, især ved at der sker sammenfald af former både i udtale, bøjning og syntaks. Hvis dette er rigtigt, hvordan er de gamle sprog så blevet så komplekse som de er: græsk, latin, oldnordisk osv.?

Man må regne med at sprog på meget primitive stadier ligner begynder-børnesprog ved at have et antal gloser til betegnelse af omverdenens ting og i et vist omfang også processer og relationer, men at disse gloser ikke bruges efter grammatiske regler og derfor formentlig kun kan forstås når de relaterer direkte til den konkrete situation som de talende befinder sig i. Nogenlunde måske som interjektionerne stadig bruges.

Men i tidens løb sker der så grammatikaliseringer, dvs. udvikling af mere eller mindre faste konstruktioner og ordformer, og hermed er grammatikken opstået. Det kan være en regel om hvordan man formulerer en sætning så den entydigt er spørgende eller bydende. En bøjningsform opstår vistnok som regel ved at et ord specialiserer sig til en bestemt funktion og derved udtryksmæssigt slibes ned til ukendelighed. Det har vi eksempler på i de danske artikler -en og -et, som oprindelig var de selvstændige ord hin og hi(n)t. Eller i passiv-s'et, der oprinde- lige er et sik (sig):

han kalder sig > kaldes Sigurd

S-passivens opståen betyder at vi nu kan skelne mellem han skal hentes og han skal blive hentet, et betydningsmæssigt raffinement sproget ikke kunne klare tidligere.

Fra orddannelseslæren kan man tage suffikset -lig i ord som barnlig, kongelig og rødlig. Det er oprindelig ordet lig, hvis ældste betydning er 'krop', 'skikkelse'. Barnlig var således noget der havde skikkelse som et barn, eller mindede om et barn uden at være det. Et selvstændigt ord er altså blevet til en grammatisk endelse.

De betydninger der udtrykkes gennem grammatikaliseringerne, har nok altid kunnet udtrykkes på anden måde, men med grammatikken får man en standardiseret måde at gøre det på.

Det er altså grammatikaliseringerne der fører til det vi opfatter som komplekse sprog med mange bøjningsformer. Når det drejer sig om sprog som oldnordisk, latin og græsk, er det naturligvis hypoteser, idet man ikke ved meget om sprogtrinene før dem. Men vi kan gennem den kendte sproghistorie iagttage grammatikaliseringsprocesser som dem jeg lige har nævnt, og herfra slutter man så til de gamle sprog; grammatikalisering ser ud til at være et universelt træk ved sprog.

Men af alt dette kan man altså også se at sproghistoriske forandringer ikke kun er forenklinger i form af sammen- og bortfald. Der opstår også nye grammatiske kategorier og fænomener. Ud over dem jeg allerede har nævnt, kan man tage den såkaldte perfektums opståen, altså den fortidsform som gør at man kan skelne mellem hun spiste og hun har spist. Det er et eksempel på at et verbum, her have, har specialiseret sig til hjælpeverbum, som efter ganske bestemte regler indgår i en grammatikaliseret forbindelse som ikke eksisterede på de ældste sprogtrin.

Et andet eksempel er opkomsten i reformationstiden af de såkaldte der-konstruktioner:

der ruger en svane i sivene

som er noget andet end

en svane ruger i sivene

Det er noget man tit overser når man studerer sproghistorien: nok forsvinder der en del i tidens løb, men der opstår sandelige mindst lige så meget!

Det ser i det hele taget ud til at der som hovedregel kompenseres for det der forsvinder i sproget. Det bedste eksempel fra dansk er at kasusbøjningen stort set forsvinder, på samme måde som flertalsbøjningen af verberne går tabt (jeg løber, vi løbe). Men det sker der ingen katastrofer ved, for til gengæld har dansk udviklet meget strenge og præcise regler for ordstilling. Ordstillingen var langt friere i det ældste dansk, og det kunne den være fordi der var så rigeligt med bøjning til at vise hvilke led der var tale om og hvordan de hørte sammen med andre led. I moderne dansk sørger den faste ordstilling for at man altid ved hvor et led er at finde, og så er bøjningsforenklingen ikke noget egentligt tab.

I øvrigt kan man diskutere om det er bøjningen der forsvinder fordi ordstillingsreglerne gør den overflødig, eller om de strikse ordstillingsregler er nødvendige fordi bøjningen blev reduceret.

Men det er altså ikke uden videre rigtigt at påstå at sproget "går mod forenkling". Det kan se sådan ud hvis man kun ser på bøjning; ser man på det hele, er der absolut ikke tale om forenkling.