Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Mål og Mæle Minus gange minus = minus?

 

Minus gange minus = minus?

Mål & Mæle 21:1, 05/1998

af Erik Hansen, Mål & Mæle 21:1, 05/1998

BemærkBemærk!
Dette er en ældre artikel, hvor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt!


Spørgsmålstegn Spørgsmål:

Jeg hører daglig min søn på 14 år bruge vendinger som: "Det er ikke koldt i dag, synes jeg ikke", "Tomaterne smager ikke godt, synes jeg ikke" og lignende. Jeg har spurgt hvad han siger til: "Jeg synes ikke tomaterne ikke smager godt" men den vil han ikke tage for gode varer – det lyder forkert! Jeg har heller ikke hørt ham bruge udtryk af den art. Det er altid noget med: "… synes jeg ikke."

Jeg troede det var et nyt sprogfænomen blandt unge, indtil en kvinde på cirka 40 år på spørgsmålet om hvornår vi skulle holde møde svarede: "Ikke i morgen, synes jeg ikke."

Jeg tror ikke jeg selv ville bruge den slags udtryk (endnu). Det minder om folkelig engelsk som "I didn't say nothing" og lignende. Men konstruktioner som "It doesn't taste well, I don't think" er vist umulig på engelsk. Har I observeret noget tilsvarende? Og hvad ligger der bag sådanne konstruktioner?

Tue Eriksen, Aarhus N

Udråbstegn Svar:

Ja, denne særlige brug af ikke er dukket op hos unge danskere inden for de sidste ca. 20 år. Foreløbig ser det ud til at være et talesprogsfænomen, og det er derfor ikke til at sige noget sikkert om det endnu.

Den ekstra nægtelse forekommer helt sikkert ved synes, sådan som dine eksempler viser. Om den også kan forekomme i forbindelse med fx tro og mene, er usikkert:

hun vil ikke med, tror jeg ikke
det er ikke for sent, mener jeg ikke


Der er mange sprog der, som visse varianter af engelsk, har dobbelt nægtelse, og at det også lurer på dansk, har Hanne Korzen vist i sin artikel i Mål & Mæle 20. årgang nr. 1.

Det går ikke an at se rent matematisk på fænomenet. I sproget er det ikke nødvendigvis sådan at to negationer ophæver hinanden. Tænk bare på ganske almindelige replikker som

nej, jeg vil ikke
det går jeg ikke med til, nej