Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Mål og Mæle Ledstilling i ja/nej-spørgsmål

 

Ledstilling i ja/nej-spørgsmål

Mål & Mæle 29:4, 12/2006

af Kasper Boye, Mål & Mæle 29:4, 12/2006

BemærkBemærk!
Dette er en ældre artikel, hvor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt!


Spørgsmålstegn Spørgsmål:

Jeg er kommet i kontakt med en italiener, som bor i Danmark. Vi mødes en gang om ugen og har hver gang en dansklektion og en italiensklektion. Det er særdeles givende: gratis eneundervisning.

Noget, der volder italieneren meget store problemer, er dansk ledstilling. I modsætning til fremsættende helsætninger (Det er sandt) har helsætninger, der udtrykker ja/nej-spørgsmål, ofte omvendt ledstilling (Er det sandt?).

Men der er to undtagelser fra den regel:

1) Intonationsspørgsmål: Helsætninger med ligefrem ledstilling (Det er sandt) kan gøres spørgende ved hjælp af intonationen – eller i skriften ved hjælp af et spørgsmålstegn (Det er sandt?).

2) Spørgsmål indledt med mon: Ordet mon kan stå i en helsætning med omvendt ledstilling (Er det mon sandt?), men når det indleder spørgende helsætninger, bliver der ligefrem ledstilling (Mon det er sandt?).

Mit spørgsmål er følgende: Er der andet end ovenstående, der bevirker ligefrem ledstilling i en helsætning, der udtrykker et ja/nej-spørgsmål?

Jørgen Madsen, Varde

Udråbstegn Svar:

Dansk har ganske rigtigt tre midler til at markere ja/nej-spørgsmål i helsætninger: ”omvendt ledstilling”, intonation og indledning med mon. I ledsætninger markeres ja/nej-spørgsmål med konjunktionen om, jf. De spurgte om det var sandt.

Men det er strengt taget misvisende at tale om ”omvendt” og ”ligefrem” ledstilling. Der er to træk, der adskiller den spørgende helsætningsledstilling i Er det sandt fra den fremsættende helsætningsledstilling i Det er sandt. 1) Der står ikke noget foran det finitte verbal (er). 2) Subjektet (det) står efter det finitte verbal. Det er imidlertid kun det første træk, der systematisk adskiller spørgende helsætningsledstilling fra fremsættende. Det er fuldt ud muligt for fremsæt- tende helsætninger at have subjektet efter det bøjede verbum. Blot må der så stå et andet led end subjektet foran det bøjede verbum, jf. Måske er det sandt, Alligevel er det sandt, Sandt er det. Der er altså ikke noget ”omvendt” ved Er det sandt, men der er noget der mangler: Der står ikke noget foran det bøjede verbum. Ligeledes er der ikke noget ”ligefremt” ved Det er sandt. Pladsen foran det bøjede verbum er blot udfyldt med subjektet, der så nødvendigvis mangler på sin plads efter det bøjede verbum.

Både med fremsættende og med spørgende helsætningsledstilling er det altså muligt at lade subjektet efterfølge det bøjede verbum. Denne mulighed eksisterer derimod ikke i helsætninger indledt med mon. Man kan ikke sige Mon er det sandt? Muligheden eksisterer normalt heller ikke i ledsætninger. Man kan sige ... om det er sandt? og ... fordi det er sandt, men ikke ... om er det sandt? og ... fordi er det sandt. Strengt taget kan sætninger indledt med mon således bedst beskrives som helsætninger med ledsætningsstilling – men det er nu ikke nødvendigvis den bedste måde at beskrive dem på for en italiener, der er ved at lære dansk.