Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Mål og Mæle Begynderundervisning i læsning

 

Begynderundervisning i læsning

Mål & Mæle 21:4, 12/1998

af Carsten Elbro, Mål & Mæle 21:4, 12/1998

BemærkBemærk!
Dette er en ældre artikel, hvor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt!


Spørgsmålstegn Spørgsmål:

Min søn, som går i 1. klasse, har endnu ikke lært at "stave" sig igennem ord, når han skal læse. Jeg har spurgt læreren om, hvornår børnene skal lære det. Da jeg selv gik i skole, lærte vi at sætte bogstaver sammen til ord allerede i begyndelsen af 1. klasse. Min søns lærer siger, at børnene først skal lære nogle ord at kende som helheder ("ordbilleder"), og at det er vigtigt, at teksterne er meningsfulde for børnene. Derfor er der heller ikke så mange lette ord i læsebogen, so, ko, , ø og å. Og så siger læreren, at der er mange ord, som ikke skrives "lydret", og som børnene derfor ikke kan "stave" sig igennem, men som de må lære at genkende som helheder. Det kan godt være, at læreren har ret, men jeg synes altså ikke, at vores søn lærer at læse rigtigt. Han gætter bare, eller også spørger han mig, hvad der står, indtil han har lært læsebogen udenad. Kan det være meningen, eller er det bare mig, der er gammeldags?

Kenny Gotmand, Amager

Udråbstegn Svar:

Det er selvfølgelig meningen, at din søn skal lære at læse. Det er ikke noget gammeldags synspunkt. Han lærer ikke at læse ved at gætte blindt eller ved at forsøge at indprente sig alle læsebogens ord som tilfældige sorte krummelurer, dvs. som visuelle helheder. Dertil ligner ordene hinanden alt for meget. Den såkaldte ordbilledmetode virker ikke i rendyrket form. Børn, som bliver undervist i at indprente sig ord som helheder, lærer i gennemsnit kun 60-100 forskellige ord om året, og det er næsten ingenting. Når de ikke genkender ordene, har de ingen anden mulighed end at gætte eller spørge én, der kan læse.

Jeg ville nu også blive meget overrasket, hvis din søn blev udsat for en rendyrket ordbilledmetode. Det almindelige er at servere en metodeblanding for eleverne. Blandingen varierer så en del fra lærer til lærer. De seneste årtiers forskning i begynderundervisning har dog vist, at en stor del af børnene – især dem med mindre gode forudsætninger – har brug for direkte instruktion i at knække skriftkoden. De har med andre ord brug for øvelse i at sætte lyd på bogstaver og at sætte lydene sammen til ord. Og de har brug for at blive rettet, når de gør det forkert. Den pædagogiske form behøver selvfølgelig ikke at være som den, du var udsat for, da du gik i 1. klasse. Der er fx ingen grund til, at en hel klasse skal sidde og lytte til, at de dårligste elever hakker sig igennem lektien. Det er indholdet i undervisningen, der betyder noget.

Det er rigtigt, at der er mange danske ord, som indeholder bogstaver, der kan udtales på flere måder; tag bare udtalen af e'erne i stedordene som eksempel (de, det, dem, deres, der). Men det er vel at mærke ikke ordene som helhed, der er uforudsigelige, det er normalt kun et eller to bogstaver i et ord. Faktisk har ca. 90% af bogstaverne i danske ord en forudsigelig lyd. Og eksistensen af "uregelmæssige" ord kan heller ikke uden videre tages til indtægt for en "ordbilledmetode". Man kan udmærket mene, at jo vanskeligere systemet er at finde for børnene selv, desto vigtigere er det at undervisningen hjælper dem med at finde det.

Så er der det med indholdet i læsebøgerne. Der er ikke forskningsmæssigt belæg for, at børn i 1. klasse bliver hverken bedre læsere eller mere optaget af læseundervisningen, hvis læsebogen handler om slikpinde, ponyer, prinsesser, socialkontorer eller actionmænd end om bier, ål, is, mis og køer. Børn kan sagtens gå op i ting, som de kun har et begrænset førstehåndskendskab til (fx ål og køer). Ellers var såvel de klassiske som de nyere eventyr (med robotter, talende lysestager og superhelte i kinesisk pigeskikkelse) dømt til fiasko. I øvrigt er børn i begynderfasen af læseudviklingen først og fremmest ivrige efter at lære at læse. Hvad de læser om, bliver først rigtig interessant, når de kan.

Det lyder, som om du er på god fod med din søns lærer. Det er godt for alle, og især for din søn. Måske kan læreren anbefale dig noget, som du og din søn kan læse og tale om. Måske kan I også lege med at skrive derhjemme. Så kan du til gengæld anbefale Jørn Lunds bog Sidste udkald. Om dannelse og uddannelse til din søns lærer og sige, at skolen gerne må være skole.