Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Mål og Mæle Aktive verber med passiv betydning?

 

Aktive verber med passiv betydning?

Mål & Mæle 30:3, 11/2007

af Kasper Boye, Mål & Mæle 30:3, 11/2007

BemærkBemærk!
Dette er en ældre artikel, hvor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt!


Spørgsmålstegn Spørgsmål:

De fleste danske verber findes i både aktiv og passiv. Som grundregel er forskellen på aktive og passive sætninger, at den aktive sætnings subjekt betegner udgangspunkt for verbalhandlingen (Manden spiser lammet), mens den passive sætnings subjekt betegner genstanden for verbalhandlingen (Lammet bliver spist eller Lammet spises), således at det indholdsmæssigt svarer til den aktive sætnings objekt.

Men et nyt fænomen har kunnet konstateres: Der bruges en grammatisk aktiv form af verbet, selv om subjektet betegner genstanden og ikke udgangspunktet for verbalhandlingen. Eksempler er: 1) Denne bog sælger godt (skønt der nødvendigvis må være nogen, der står for salget), 2) Det er en skinke, som lagrer 1 1/2 år (skønt der nødvendigvis må være nogen, der står for lagringen; hørt i DR i februar 2006), 3) Forestillingen spiller på Privatteatret (skønt der nødvendigvis må være nogen, der spiller forestillingen; fra anmeldelse i Urban), 4) Han dimitterede fra seminariet i 1995 (skønt der nødvendigvis må være nogen, der står for dimissionen).

Jeg kom til at tænke på de såkaldt deponente verber i latin, for de er passive af form, men aktive i betydning. Et eksempel er passivformen uti, der betyder ’at bruge’, ikke ’at blive brugt’. Den nyligt observerede tendens på dansk er den modsatte. Verber, der
 er aktive af form, er passive i betydning. Men selv om det på en måde er det modsatte af et deponent verbum, er der den forskel, at der ikke findes aktive verbalformer af det deponente verbum, hvorimod de danske verber, der betragtes i det ovenstående, findes i både aktiv og passiv.

Er der nogen, der har knyttet ny grammatisk nomenklatur til det nye fænomen, hvor aktive former bruges i passiv betydning?

Hans Christophersen, Frederiksberg

Udråbstegn Svar:

Lad os først slå fast, at fænomenet som sådan ikke er nyt. Brugen af spille i Forestillingen spiller på Privatteatret går i hvert fald tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Ordbog over det Danske Sprog (bd. XXI, pp. 287-288) anfører bl.a. Stykket spillede længe, der er registreret i Dansk Ordbog for Folket (1907-1914), Stykket spiller fra den ene Dags Morgen til den næste Dags Aften, der citeres fra Politiken 1907, og Det første Stykke spiller i Syracusa, der citeres fra Dansk Digtekunst under Christian VII (1828).

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at fænomenet i øjeblikket stortrives under påvirkning fra engelsk. Der er det velkendt. Sætninger som This book sells well og The gates open very smoothly er gængs sprogbrug. I engelsk grammatik beskrives sådanne sætninger og de verber, der indgår i dem, hverken som aktive eller passive, men som mediale (’middle’ eller ’middle voice’). Mediale verber er ikke et modstykke til deponente verber. De har ikke passiv betydning, men en særlig medial betydning: De ligner passive verber derved, at subjektet betegner genstanden og ikke udgangspunktet for verbalhandlingen, men de adskiller sig fra passive verber derved, at udgangspunktet for verbalhandlingen slet ikke kan udtrykkes. Til den passive sætning The gates were opened kan man således føje by the gatekeeper, men det kan man ikke til den mediale sætning The gates opened. Det samme gælder i dansk. Man kan sige Bogen sælges af boghandleren, men ikke Bogen sælger godt af boghandleren. I mediale sætninger er forestillingen om et udgangspunkt for verbalhandlingen altså mere fraværende end i passive sætninger.

I dansk udtrykkes denne særlige mediale betydning i reglen af sig-konstruktioner eller de historisk beslægtede s-passiver: Vi kan sige Dørene åbner sig, selv om der må være en eller anden, der aktivt åbner dørene. Vi kan eller har kunnet sige Jeg vredes, når noget eller nogen gør os vrede. Og vi kan sige Mælken skill's, skønt der dybest set må være et eller andet i mælken, der skiller den.

Vi kan også sige Mælken skiller svarende til Forestillingen spiller..., Denne bog sælger godt osv. Men i dansk grammatik har man aldrig brugt betegnelsen medial om dette fænomen. Det er der heller ikke det helt store behov for, for fænomenet må sandsynligvis forstås som første trin i en sproglig udvikling: udviklingen af et nyt intransitivt (ikke-objekts-krævende) verbum fra et oprindelig transitivt. Der er således masser af verber, der helt upåfaldende opfører sig ligesom spille, dimittere, sælge og lagre. De har en transitiv form og en intransitiv form, og den intransitive form tager som naturligt subjekt det, der for den transitive form er et naturligt objekt. Det gælder bremse (Jeg bremser bilen – Bilen bremser), brænde (Jeg brænder aviserne – Aviserne brænder), drukne (Jeg var lige ved at drukne katten – Katten var lige ved at drukne), knække (Jeg knækker kæppen Kæppen knækker), koge (Jeg koger kartoflerne – Kartoflerne koger), starte (Jeg starter knallerten – Knallerten starter), svinge (Jeg svinger pisken – Pisken svinger), tørre (Jeg tørrer katten – Katten tørrer), vælte (Jeg vælter lampen – Lampen vælter). Nogle af disse verber har rimeligvis gennemgået samme udvikling, som sælge og dimittere gør i dag. De har oprindelig været transitive verber a la sælge i Jeg sælger bogen. Men så har en eller anden fundet på at bruge dem intransitivt a la Bogen sælger. I begyndelsen har mange undret sig over denne brug, men efterhånden har flere og flere brugt dem intransitivt, mens færre og færre har undret sig, og til sidst er den nye brug blevet helt upåfaldende.

Her er der ikke (nødvendigvis) tale om et sædernes forfald. Der er f.eks. ikke andre måder at udtrykke, at ’bogen sælger godt’, end netop ved at bruge sælge intransitivt og sige Bogen sælger godt. Hvis man har behov for at udtrykke det – og det har man åbenbart – er intransitivt sælge en fin opfindelse.