Du er her: Forside Nyheder Voksende interesse for udråbsord i dansk sprogvidenskab

 

Voksende interesse for udråbsord i dansk sprogvidenskab

Udråbsord fylder mere og mere i den digitale skrift på sociale medier. Det skaber interesse for udråbsord i dansk sprogvidenskab, skriver Politiken.

06/12 2017

Udråbsord fylder mere og mere i den digitale skrift på sociale medier. Det skaber interesse for udråbsord i dansk sprogvidenskab, skriver Politiken.

Udråbsord som 'åh', 'hov' og 'ej' har længe kun hørt til i talesproget. Nu er mange danskere begyndt at bruge udråbsord på de sociale medier, og det vækker interesse i dansk sprogvidenskab. Blandt andet udgiver tidsskriftet Skandinaviske Sprogstudier næste år en artikelsamling om 'jubi', 'puha' og 'adr'.

"Udråbsordene er underbelyst. Det uformelle sprog fylder mere og mere på de sociale medier, men vi ved ikke nok om udråbsordene og det samspil de har med kroppen. Når jeg siger 'århhhh' for at udtrykke ærgrelse, falder mit ansigt lidt, og jeg gør noget med øjnene som er anderledes end når jeg siger 'århhhh!' på en overrasket måde", siger seniorforsker i Dansk Sprognævn Eva Skafte Jensen, som er en af initiativtagerne til artikelsamlingen.

Flere andre danske sprogforskere har interesse for udråbsord. For eksempel er man på Københavns Universitet i gang med opbygningen af en digital talesprogsordbog hvor danske udråbsord registreres. Og sprogforsker Tina Thode Hougaard fra Aarhus Universitet er ved at skrive en bog om hvordan sygdom, død og sorg italesættes på de sociale medier. Her undersøger hun udråbsordene 'pyha', 'puha' og 'åh'.

Hele artiklen kan læses på Politikens hjemmeside hvis man har abonnement.